Sådan er det at bo på skolehjem

Videnscenter Procesteknologi og EUC Lillebælt samarbejder omkring skolehjemmet på EUC Lillebælt.
Skolehjemmet er ved at blive udvidet med 47 værelser, der står er klar til at huse elever i starten af 2019.  De elever der bor på skolehjemmet, bor der af forskellige årsager.

Én af de elever, der har valgt at bo på skolehjemmet er Gabriela Blaj, der er i gang med procesoperatøruddannelsen på EUC Lillebælt. Når hun ikke er på skoleforløb, arbejder hun hos Arla Foods, hvor hun har arbejdet de sidste 8 år som ufaglært, selvom hun for 15 år siden blev uddannet procesoperatør i Rumænien. ”Der er mange flere detaljer med i den danske udgave af uddannelsen, hvilket jeg er glad for at få med.”, forklarer hun, og fortæller, at det netop var derfor, hun blev nødt til at tage uddannelsen igen i Danmark.

Uddannelsens skoleforløb varer som regel 5 uger ad gangen, hvor Gabriela i disse perioder bor på skolehjemmet. ”På uddannelsens 1. modul pendlede jeg frem og tilbage fra mit hjem og til skolen. Det tager ca. 50 minutter hver vej – og med 2 børn kunne jeg først komme til at læse lektier efter kl. 20 om aftenen.” På grund af transporttiden blev skolehjemmet den bedste løsning for Gabriela.

Udover transporttiden er der ingen vasketøj eller oprydning, når Gabriella bor på skolehjemmet. ”Selvom jeg savner min familie i hverdagen, kan jeg til gengæld koncentrere mig 100 %, når jeg bor på skolehjemmet. Her er der fred og ro til at læse – og det har gjort, at jeg bedre kan følge med i undervisningen, hvilket også kan mærkes, når jeg er på arbejde.”

”Uddannelsen har gjort, at jeg føler mig mere sikker, når jeg er ude i virksomheden. Nu ved jeg, hvad selv de mindste komponenter hedder, og hvordan de fungerer.” På skolehjemmet har eleverne fri adgang til nogle gode fællesrum – ”Vi bruger fællesrummene til gruppearbejde – og især nu, hvor vi forbereder os til den nervepirrende svendeprøve.” fortæller hun spændt.

Når eleverne ikke bruger tiden på skolebænken, arrangerer skolehjemmets personale aktiviteter, som eleverne kan melde sig til. Gabriela tilmelder sig arrangementerne, så ofte hun kan. ”Man bestemmer jo selv over sin fritid, men personalet er gode til at arrangere gåture, sportsaktiviteter i hallen eller brætspil om aftenen. Nogle gange tager vi ned i byen og kigger på butikker, og i sommers tog vi på stranden efter skole.”

Der er rig mulighed for at være social og skabe nye venskaber, når man bor på skolehjemmet, men muligheden for at kunne fordybe sig i sin uddannelse er der også. ”Lige nu koncentrere jeg mig kun om svendeprøven, og derfor er jeg ikke så social, som jeg plejer.”, forklarer Gabriela. ”Men det er virkelig afslappende og trygt for mig at bo på skolehjemmet – og så er personalet altid interesseret i os elever. De spørger altid ind til, hvordan vi har det osv. – og det er rigtig rart.”

Som de fleste andre elever bor Gabriela på sit eget værelse med eget lille køkken og bad. ”Selvom der er god mad i kantinen, både morgen, middag og aften, så er det rart at, der er mulighed for selv at lave noget mad – man kan f.eks. bage en kage, hvis det er det man har lyst til.”

Skolehjemmet på EUC Lillebælt byder mange elever velkommen i løbet af et helt år. Eleverne er en blanding af både voksne og unge, der alle har det tilfældes, at de er i gang med en erhvervsuddannelse.

Gabriela Blaj