nKNOWation er en tværfaglig innovations camp, hvor SOSU-elever og TECHCOLLEGE-elever skal samarbejde om at opfinde og udvikle fremtidens velfærdsløsninger.

nKNOWation er et samarbejde mellem TECHCOLLEGESOSU Nord, Videnscenter for Automation og Roboteknologi og Videnscenter for Velfærdsteknologi, hvor  små grupper af elever fra TECHCOLLEGE og SOSU Nord i løbet af tre dage samarbejder på tværs af uddannelser og institutioner om at udvikle nye idéer og produkter under temaet “teknologi og trivsel”.

I løbet af de tre dage har de cirka 200 elever haft oplæg om alt fra idégenering og iværksætteri til markedsføring og pitchteknikker, ligesom der har været oplæg omkring nogle af de dagligdagsproblemer, som for eksempel sklerosepatienter møder.

Kernen af det hele er elevernes samarbejde og idéer. Der, hvor de forskelle fags kompetencer kommer i spil. Med SOSU-elevernes indblik i det daglige arbejde med borgerne og TECHCOLLEGE-elevernes indblik i de tekniske muligheder har idéerne været mangeartede.

Problemløsningens kunst

Rigtigt mange hold har tydeligvis bidt mærke i en af oplægsholdernes problem med sin stok, der har en tendens til at vælte, så snart han sætter den fra sig uden steder at læne den op ad. Det problem har mange af grupperne i hvert fald forsøgt at finde en løsning på med alt fra kuglebalancerede stokkefødder til gyroskopstyrede selvbalancerende stokke.

Nogle har tænkt i mere softwarebaserede løsninger på problemer, for eksempel et smartwatch dedikeret til ældre i hjemmeplejen, der automatisk registrerer ikke bare fald eller ildebefindende, men også mulige årsager hertil og sender informationerne til enten hjemmeplejen eller lægevagten. Det ‘vil sikre hurtigere og bedre hjælp’, som det lød i pitchen.

Også idéer som magnet-lukkende jakker og skjorter, foldbare taburetter til butikker og foldbare plejesenge var på bordet. Men i sidste ende skulle der kåres én vinder. Det foregik i plenum, efter et hold eksterne dommere havde udvalgt otte idéer, der skulle en tur på scenen i SOSU Nords multisal og pitche foran både elever og facilitatorer fra de to skoler og det samlede dommerpanel.

Vinderidéen

Årets bedste idé ved nKNOWation 2021 blev BreathEezy – en transportabel luftrenser, der kan sidde i bæltet og erstatte store, tunge og uhandy iltflasker for eksempelvis KOL-patienter, der på den måde får lettere ved at bevæge sig rundt, både i hjemmet og ude i verden.

Idéen var, som Lasse Thomsen fra LT Automation noterede sig ved vinderkåringen, “så simpel, at det næsten virkede utroligt, at ingen andre havde opfundet den endnu – og det er netop det, der kendetegner en rigtig god idé.”