Automatik-ERFA samlede branchen om erfaringer, idéer og nye samarbejder
Hvordan udvikler vi automatikuddannelsen bedst muligt? Og hvordan kan skoler, faglærere, lærepladskonsulenter og ledere spille hinanden bedre? Det var nogle af de centrale spørgsmål, da Automatik-ERFA 2026 samlede deltagere fra hele landet til to dage med faglig sparring, erfaringsudveksling og netværk på Mercantec i Viborg.
Der var både faglige diskussioner, nye perspektiver og masser af gode samtaler, da automatikfaglærere, uddannelsesledere og lærepladskonsulenter fra landets automatikskoler mødtes til årets Automatik-ERFA.
For tredje gang blev der skabt et fælles rum, hvor deltagerne kunne dele erfaringer fra hverdagen, drøfte aktuelle udfordringer og sammen se på mulighederne for at udvikle automatiktekniker-uddannelsen.
Fra uddannelsens udvikling til AI i undervisningen
Den første af arrangementets to dage bød på faglige oplæg og inspiration fra både uddannelsesverdenen og eksterne aktører.
Nyt fra Industriens Uddannelser satte blandt andet gang i dialogen om automatikuddannelsens mål og udvikling. Det blev til gode og relevante diskussioner om, hvordan uddannelsen fortsat kan udvikles, så den matcher både elevernes, skolernes og virksomhedernes behov.
Deltagerne fik også mulighed for at komme tættere på undervisningen på Mercantec med en rundvisning i automatikafdelingen. Her var der mulighed for at udveksle erfaringer og lade sig inspirere af hinandens måder at arbejde med uddannelsen på.
Teknologien og dens muligheder var også på dagsordenen. Blandt andet blev deltagerne introduceret til, hvordan kunstig intelligens kan anvendes som didaktisk værktøj, mens Videnscenter for Automation og Teknologi fortalte om aktuelle tilbud og projekter, der kan være med til at understøtte undervisningen og udviklingen på området.
Erfaringer på tværs blev omsat til idéer
På andendagen rykkede fokus fra oplæg og inspiration til fælles refleksion og konkret erfaringsudveksling.
Deltagerne arbejdede i forskellige grupper, hvor der blandt andet blev delt erfaringer om lærepladser, undervisningens opbygning og prøver, ligesom der blev sat fokus på, hvordan skolerne kan samarbejde endnu bedre.
Et centralt spørgsmål var, hvordan de forskellige aktører kan spille hinanden gode, og hvor der er potentiale for, at skolerne kan løfte opgaver og udvikling i fællesskab.
Dialogerne resulterede i en række konkrete indsigter og idéer, som efterfølgende blev delt på tværs af deltagergruppen. På den måde blev erfaringer fra de enkelte skoler bragt i spil til gavn for fællesskabet.
Et fælles blik på fremtiden
Selvom Automatik-ERFA kun strækker sig over to dage, er ambitionen større end selve arrangementet. Det handler om at skabe og fastholde et stærkt netværk omkring automatiktekniker-uddannelsen, også når deltagerne er tilbage på deres egne skoler.
Og netop det fælles engagement var tydeligt i Viborg. De mange samtaler og diskussioner viste, at der er både vilje og lyst til at dele viden, lære af hinanden og finde nye veje sammen.
Det uformelle samvær om aftenen var en naturlig del af arrangementet og gav mulighed for at fortsætte de gode samtaler i en mere afslappet ramme.
Tak til alle der deltog i engagementet, vi ser frem til at følge op på de muligheder, som årets Automatik-ERFA har sat i gang.