Bogmærke

Vi er tilbage på kontoret efter endnu et vellykket Robotbrag, hvor vi sammen med gode samarbejdspartnere, gav elever og andre besøgende mulighed for at lære fremtidens teknologier at kende gennem legende aktiviteter.

Sammen med Videnscenter Procesteknologi, EUC Nordvest, Kemppi og Metalindustriens Uddannelsesudvalg var vi med til at skabe en dag fyldt med inspiration, læring og værdifulde dialoger om både uddannelse og teknologi.

På vores stand blev der afprøvet VR-briller, testet svejsesimulatorer og eksperimenteret med Dobots. Undervejs opstod mange gode samtaler om teknologiens muligheder og om, hvordan nye digitale værktøjer og automatiserede løsninger bliver en stadig vigtigere del af fremtidens industri.

Men Robotbrag handler ikke kun om teknologi, det handler i høj grad også om mennesker.

For os som team var det en særlig god dag, hvor vi fik mulighed for at dele vores begejstring, møde en masse nysgerrige unge mennesker og opleve de øjeblikke, hvor læring bliver konkret, levende og sjov. Der blev grinet, forklaret og stillet masser af gode spørgsmål, præcis som vi havde håbet.

Vi vil gerne sige tak til alle, der lagde vejen forbi og var med til at gøre dagen til noget særligt. Og en stor tak til DIRA – Dansk Robot Netværk og Teknologisk Institut for endnu en gang, at skabe rammerne om et stærkt og inspirerende Robotbrag.