Stærk faglighed og international inspiration på kursus om digitale tvillinger
Kurset om digitale tvillinger i Viborg er nu veloverstået, og dagene bød på både høj faglig kvalitet, engagerede deltagere og værdifuld videndeling på tværs af fag og lande.
Kursus-deltagerne arbejdede med gennemarbejdede undervisningsmaterialer af høj kvalitet, som gav et solidt fundament for både den tekniske forståelse og den didaktiske anvendelse af digitale tvillinger i undervisningen. Den praksisnære tilgang gjorde det muligt for underviserne selv at afprøve teknologien og få konkrete idéer med hjem til egen undervisning.
En deltager fremhævede særligt arbejdsformen, og beskrev hvordan brugen af silent videoer kombineret med tekst fungerede rigtig godt. Det gav ro i klasselokalet og var inspirerende i forhold til hans egen fremtidige undervisning.
Ud over det faglige indhold var der også god tid til dialog, erfaringsudveksling og networking deltagerne imellem. De mange samtaler undervejs bidrog til nye perspektiver på, hvordan digitale tvillinger kan integreres i erhvervsuddannelserne, både teknologisk og pædagogisk.
Workshoppen var en del af det europæiske projekt Digitwin4Teach, og forløbet har givet lyst til mere. Næste skridt bliver at arbejde videre med fremtidige internationale samarbejder og projekter inden for automation og produktion.