Bogmærke

I uge 48 blev Præstø omdannet til et dynamisk centrum for kreativitet og bæredygtighed, da 22 elever fra TEC og Mercantec deltog i Grøn Camp 2024. Eventet, arrangeret af TEC, havde til formål at samle elever med forskellige faglige baggrunde for at udvikle innovative løsninger til fremtidens bæredygtige byer – inspireret af FN’s Verdensmål 11.

I løbet af fem dage og fire nætter blev eleverne udfordret med idéudvikling, prototyper og øvelser. Campens program var spækket med aktiviteter, der skubbede dem ud af deres komfortzone, samtidig med at samarbejde og kreativitet blev sat i højsædet.

Fra idé til virkelighed

Campen lagde skarpt ud mandag formiddag med et inspirerende oplæg fra læringskonsulent Jacob Fogemann fra Ungdomsbyen. Han introducerede eleverne til ugens tema, bæredygtige megabyer, og satte rammen for de kommende dages arbejde. Eleverne blev hurtigt kastet ud i øvelser, der skulle bryde vanetænkning og åbne op for nye perspektiver – heriblandt en “negativ brainstorm,” der udfordrede dem til at vende problemstillingerne på hovedet.

Hver dag havde et specifikt fokus. Fra “Det Kreative Rum,” hvor eleverne skabte de første idéer, over det ”Det Innovative Rum”, hvor eleverne skulle præcisere idéerne og sidst til det “Det Entreprenante Rum,” hvor de skulle gøre idéen salgbar og omsætte til praksis. Hele processen kulminerede i udviklingen af prototyper, hvor alt fra pap og lim til avancerede 3D-printere blev taget i brug for at bringe elevernes visioner til live.

Alt det fra det innovative rum og det kreative rum til det entreprenante rum - det har jeg aldrig tænkt som tre forskellige ting, og at det er i samspil med hinanden, at det fungerer. Det har været så fedt. Jeg har virkelig lært noget på alle aspekter. Både kreativt og oppe i hovedet, men også fysisk.
Samahir
Elev - Automatik

Inspiration fra iværksætteri og branding

Onsdagens program bød på et besøg fra en lokal iværksætter, Rasmus Roland Evind, der delte sine erfaringer med at starte egen café og projekter i Præstø. Eleverne lyttede nysgerrigt og stillede engagerede spørgsmål, der førte til en spændende debat om entreprenørskab og muligheder for udvikling af sit lokalområde.

Torsdag var der fokus på branding og præsentation. Kommunikationsmedarbejder fra Videnscenteret, Helene Elisabeth Nielsen, holdt et oplæg om, hvordan man bedst brænder igennem med sin idé. Eleverne arbejdede målrettet med at skabe logoer og visuelle identiteter for deres projekter – en proces, der hurtigt greb deres interesse og kreativitet.

Fra ø-ritualer til katapultbyggeri

Det var ikke kun fagligt, at eleverne blev udfordret. Ugen bød også på en række samarbejdsøvelser, der satte deres kommunikations- og problemløsningsevner på prøve.

I “Ø-legen” skulle grupperne symbolsk bo på hver sin ø, hvor de skabte klædedragter og ritualer. De lærte et kortspil med specifikke regler, men opdagede først undervejs, at de andre øer havde fået helt andre regler. Eleverne måtte kun kommunikere via fagter og mimik, hvilket skabte både forvirring og grin, men også en forståelse for kulturelle forskelle.

Fysiske og kreative aktiviteter fyldte også dagenes afslutning, hvor eleverne blandt andet prøvede ninjitsu, klatring, bueskydning og combat archery. Et af de mere kreative og håndværksmæssige højdepunkter var katapultbygning, hvor eleverne først skulle kaste et æg længst muligt og derefter modificere deres konstruktion til at affyre en vandmelon.

En stærk afslutning

Fredagen markerede afslutningen på en intensiv uge. Eleverne præsenterede deres projekter for et dommerpanel, der blev imponeret over kreativiteten og det hårde arbejde. En gruppe skilte sig særligt ud med en innovativ løsning til grøntsagssortering – en idé, der har potentiale til at reducere madspild og bidrage til en grønnere fremtid.

Grøn Camp blev en uforglemmelig oplevelse, hvor eleverne lærte at tænke i helheder, se muligheder og samarbejde på tværs af faglighed, kompetencer og baggrund. Uanset hvad eleverne er blevet budt af øvelser og aktiviteter er de gået ind i det med liv og sjæl, og det har været imponerende at følge elevernes idé og udvikling gennem de fem dage.

Og spørger man eleverne Anders og Samahir om de ville anbefale andre at tage med på Camp, så er svaret et klar og tydeligt ”JA!”

Man skal bare se at komme afsted! Det er virkelig en spændende uge, og man bliver udfordret på nogle virkelig fede måder.
Anders
Elev - Automatik