DM3D 2024 - Industrikteknikerelever løber med sejren
DM3D 2024 er netop afsluttet på Foodtech-messen i MCH Messecenter Herning. Konkurrencen var igen i går intens og hård, og de otte hold fra erhvervsskoler over hele landet kæmpede bravt i de tre dage, konkurrencen forløb. Elever fra uddannelserne teknisk designer, industritekniker og plastmager blev testet på deres færdigheder og kreativitet, og deres opfindsomhed blev sat på prøve i de seks udfordrende opgaver.
Cases og opgaver, der afspejler virkeligheden
Deltagerne blev bedt om at løse opgaver, der afspejlede virkelighedens behov i industrien. I år var fokus på fødeindustrien, fordi konkurrencen foregik på FoodTech. Eleverne skulle f.eks. designe og 3D-printe forme til småkager, som skulle kunne udstikke småkagedej hos en bager. Sidstnævnte del af opgaven vidste eleverne intet om, inden de mødte op til den sidste træningsdag mandag d. 30. september. Derfor var der også en del måbende ansigter, da eleverne opdagede, at deres forme var blevet testet i ”den virkelig verden”, og lidt smågrinende måtte nogen af deltagere konstatere, at deres forme havde brug for lidt justeringer.
Andre opgaver krævede, at deltagerne skulle udvikle en griber til en robotarm, som kunne flytte æg fra én bakke til en anden. Alle opgaverne gav eleverne mulighed for at udnytte deres unikke tekniske viden og evne til at anvende 3D-printteknologi i komplekse situationer.
Højt niveau og højt humør
Eleverne oplevede, at niveauet var højt, og at opgaverne krævede, at de tænkte ud af boksen. De to industriteknikere fra Mercantec, Anders Heiberg og Alexander Andersen, som også deltog i sidste års DM, var enige om, at de i år har fået udfordret deres tankegang – ”Vi har f.eks. skulle vende hele vores tankegang ifht. til 3D-scannig på hovedet, hvor vi førhen har scannet noget for at reparere det, så har vi i år skulle lære at scanne for at skabe noget nyt.”, fortæller Alexander Andersen.
Selvom niveauet er højt i årets konkurrence, så har deltagerne klaret det flot. Både inden for og uden for konkurrencen. Deltagerne har hele vejen igennem bevaret det gode humør, og udvist godt kammeratskab over for hinanden. De har hygget sig under konkurrencen, men især også om aften, hvor de har tilbragt aftnerne på skolehjemmet med at snakke om alt fra løsninger på opgaver til fritidsinteresser.
Herningsholmelever løber med sejren
Igennem tre dages intens kamp blev slaget afgjort på messen sidste dag om torsdagen. De tre dommere Steffen Haslund Schmidt fra Dansk AM Hub, Patrik Rosén fra Markforged og Brian Lykke Christensen fra Center for Industriel 3D-print v. Teknologisk institut, undersøgte og vurderede alle deltagernes kreationer nøje og kunne til sidst pege på holdet med de samlet set bedste løsninger.
Holdet, som stolt kunne gribe ud efter pokalen, blev de to industriteknikerelever fra Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasie, Max Bursell og Sebastian Chidi Andresen.Begge elever var tydeligt overraskede og stolte over sejren. “Det var meget udfordrende opgaver, og det er surrealistisk at vinde,” sagde Sebastian Andresen med pokalen i hånden. ”Det her havde vi slet ikke turde håbe på!” forsatte han.
De to vindere kunne, udover pokalen, også vende hjem med to spritnye 3D-printere fra Bambu Lab, hvilket også var en glædelig overraskelse for de to. Drengene var enige om, at konkurrencen og den forudgående talentcamp havde givet dem værdifulde erfaringer, som de kunne tage med sig videre både derhjemme og deres videre uddannelse.
Fremtiden for 3D-print i Danmark
DM3D 2024 viste tydeligt, hvordan de unge talenter i Danmark er med til at bane vejen for fremtidens teknologi. Deres præstationer vidner om et højt niveau af innovation og færdigheder, som vil spille en afgørende rolle i den fremtidige udvikling af produktionsindustrien.
”Teknologien vinder ekstremt hurtig frem, og teknologien udvikler sig dag for dag. Stort set hverdag ser vi eksempler på nye teknologier, nye materialer og nye måder at konstruere emner på. Og vi ser, at flere og flere af de lærlinge, der går på erhvervsuddannelserne anvender print i de virksomheder, som de er ansat i.”, udtaler specialkonsulent Nils-Erik Hedegaard fra AM Learning Lab – Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasie.
Det netop derfor, at DM3D er sat i verden. Danmarkmesterskabet skal være med til at fremme teknologiforståelse, 3D-skills og kreativitet blandt elever på erhvervsskoler.
DM3D24 er arrangeret i samarbejde med Videnscenter for håndværk, design & arkitektur, Videnscenter for automation og robotteknologi (syd), AM Learning Lab – Herningsholm og Center For Industri.
Er du interesseret i at se interviews og reportager fra konkurrencedagene, så hop ind forbi Videnscenter for håndværk, design og arkitekturs youtubekanal og se alle videoerne fra dagene.
Tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere
Markforged
3DEksperten
Solidprint
Center for Industri
AM Learning Lab – Herningsholm erhvervsskole og gymnasier
Teknologisk Institut
Dansk AM Hub
Tak til KLOK Visuals for støtte, hjælp og produktion af hjemmeside og videomateriale