Bogmærke

Hovedforløbselever fra landbrugsuddannelsen fik hands-on-erfaring med fremtidens teknologi, da Videnscenter for Jord- og Landbrug inviterede til workshop under Green Innovation Week i Herning.

Én ting er at høre om landbrugets nye teknologier i undervisningen. Noget andet er selv at styre dronen ved hjælp af en controller og et par briller.

Det ved Morten Sørensen. Han har nemlig lige set begejstringen brede sig blandt flokken af landbrugselever, der med egne øjne og hænder prøvede FPV-droner til Green Innovation Week.

En FPV-drone (First Person View) er en drone, hvor piloten ved hjælp af et par specielle briller oplever flyvningen, som om han sad i dronen

”Jeg afholdt en workshop, hvor eleverne fik lov til at prøve udstyret og gennemføre en forhindringsbane, og hurtigste hold vandt en præmie. Mit indtryk var, at de fleste synes, det er sjovt at flyve med drone, og de fik en fed oplevelse,” fortæller Morten, der er digital læringskonsulent ved Videnscenter for Jord- og Landbrug.

Konkrete værktøjer med konkrete formål

En anden teknologi, der blev meget konkret for landbrugseleverne på Green Innovation Week, er NIR-scanneren. Med sådan en i hånden kan man scanne fx en kopfuld majs, korn, græs, ensilage eller gylle. og se præcis, hvad det indeholder af fx tørstof, kvælstof, protein og andre næringsstoffer

”Det er smart, hvis man vil kende det præcise indhold i foderet til kvæg eller grise, eller hvis man vil vide, præcis hvor mange næringsstoffer der er i gyllen, man kører ud, forklarer Pia Knudsen.

Hun er projektkonsulent ved videnscenteret og demonstrerede, sammen med kollega Mette Iversen og faglige rådgivere fra Foderteknik, den nyindkøbte teknologi, som eleverne efterfølgende selv måtte prøve.

”NIR-scanneren er pakket i en lille kuffert, så man kan både tage den med i marken og i klassen og scanne det produkt, man vil vide noget om. Svaret får man på en printet bon på få sekunder. Ude på landbrugene sidder scanneren ofte på en relevant maskine – en snitter eller en foderblander,” forklarer Pia.

”Vi oplevede faktisk, at flere af eleverne kendte teknologien fra deres praktiksteder, og jeg har helt klart indtryk af, at de unge finder teknologien spændende,” supplerer Mette.

Lærlinge skal være trygge ved ny teknologi

Videnscenter for Jord- og Landbrug deltog først og fremmest på Green Innovation Week for at vise ny teknologi frem til de kommende landmænd, forklarer videnscenterchef Lene Overgaard Bruun:

”Vi har en vigtig opgave i at gøre eleverne lærlinge interesserede i  ny teknologi. Det kan fx være droneteknologi, som anvendes til præcisionslandbrug.  Når eleverne lærer at flyve med en FPV-drone, får de en grundlæggende forståelse og bliver nysgerrige på  droneteknologien. Og når de er trygge ved den, er de klar til at tage de større, dyrere droner i anvendelse,. På den måde kommer viden om øget dokumentation og dataforståelse naturligt ind i undervisningen på skolerne.

Videncenter for Jord- og Landbrug er i gang med at udvikle undervisningsmateriale til NIR-scannere.Videnscenter for Jord- og Landbrug har investeret i FPV-droner og NIR-scannere til de partnerskoler med landbrugsuddannelsen, som har ønsket det.