Lars Keller, ejer af Feldballe Naturelementer, og Jakob Rasmussen, tømrer og bådebygger fra UPSTRAW Montage, har stor viden om bæredygtighed og erfaring med byggerier, hvor der bygges med biomasse og modulsystemet EcoCocon.

Det var derfor skønt at se disse erfarne fyre i samarbejde med Nordisk Folkecenter for vedvarende energi afholde en workshop fem dage i august 2020. Her byggede de sammen med 18 friske deltagere et lille hus på 25 m2 baseret på bæredygtige byggematerialer. Konceptet med små huse under 37 m2 er kendt som Tiny Houses og har en stigende popularitet i denne grønne tidsalder.

Kurset satte også fokus på fordele og ulemper ved højisolerede huse og energiforbrug i små og større huse.

Fuld fart på selvbyggerne

Kursusbeskrivelsen var konkret og lagde op til at alle med interesse for Tiny House og bæredygtighed kunne deltage.

”Har du nogensinde tænkt på at bygge dit eget hus? Nu har du chancen for at gøre det! Et Tiny House er et hus, der, på trods af at det er lille, kan opfylde mange beboeres behov. Derudover er det den perfekte løsning for studerende og pensionister, der ikke ønsker at have pantelån eller bruge store mængder penge på boliger. Workshoppen kombinerer teori og praksis, mens det 25 m2 Tiny House bygges.”

De 18 deltagere var en blandet flok af pensionister, studerende og folk med generel interesse i at leve mere simpelt og bæredygtigt,” fortæller Jacob Rasmussen, som nød at vejlede kursisterne i deres byggeproces.

Med 5 dage til at opbygge hele huset var der fastsat et dagligt program fra kl. 7:30 til 21:00, fredag dog kun til 16:00. Kursisterne byggede i snit fra kl. 8:00 – 17:00, og efter aftensmaden udvekslede de erfaringer og teoretiske tilgange til byggeriet. Deltagernes fokus var på de praktiske detaljer, der skal overvejes, når man bygger huset og vigtigheden af valg af byggematerialer.

Dette Tiny House blev bygget udelukkende af organisk og genanvendelige materialer (halm, træ, ler og genbrugsdøre og -vinduer). Derudover skulle deltagerne også bruge det nye bygningskoncept: de modulære præfabrikerede halmpaneler produceret af virksomheden EcoCocon. Læs artiklen om EcoCocon på Videnscenterportalen.

 

Bæredygtigt fra fundament til tagkonstruktion

Fundamentet vejer ofte meget tungt i CO2-regnskabet, og derfor kan man med fordel opbygge sit Tiny-house på punktfundamenter eller med jordspyd, så man undgår den store mængde beton i byggeriet. Det giver også mulighed for at have en mere organisk og bæredygtig gulvkonstruktion, som giver mulighed for, at bygningen senere kan flyttes til en anden lokation. Ventilation under konstruktionen giver god tryghed for at undgå problemer med opstigende fugt og radon fra undergrunden, mens det muliggør inspektioner under den færdige bygning.

Vægkonstruktionen er opbygget af modulsystemet fra EcoCocon, som er et kassettesystem af to trærammer med sammenpresset halm som isolering. EcoCocon er et spændende produkt, som viser sig at være særdeles bæredygtigt. Halmen har optaget CO2, som indlejres i bygningen og giver muligheder for at skabe et CO2– negativt byggeri som samtidigt er genanvendeligt for fremtidens generationer. Facaderne beklædes med kalmarbrædder, og der produceres ler-puds til de indvendige overflader på væggene.

Detaljerne er gennemtænkt, et praktisk byggeri med flotte arkitektoniske former ved f.eks. indvendige lysninger ved vinduerne.

Den flade tagkonstruktion er opbygget med bjælkespær, en kile som skaber en mindre taghældning mod nord, der samtidig sikrer ventilation over hør- og hampefiber fra EVD, som er tagets isoleringsmateriale. Den udvendige belægning blev opbygget med ruhøvlede tagbrædder, klar til et grønt tag med det biocid-frie underdække af Rhepanol leveret af Salling firmaet Easy Flex Roofing

Dette Tiny House er alt i alt et godt svar på et bæredygtigt byggeri, der er produceret til anti-materialisten, som ikke ønsker mere plads end der er brug for. De 25 m2 bolig med tekøkken og hems kan nemt skaleres op, hvis der er mange mennesker i husstanden. Se tv-indslaget fra TVmidtvest

Store huse sætter store aftryk, eller gør de?

Kursisterne på workshoppen fortæller, at en af deres motivationer for at deltage, er ønsket om at leve mere simpelt. Det er tankerne om at kunne bo billigt, måske endda gældfrit i et hus som ikke belaster miljøet mere end højst nødvendigt. En af de kvindelige deltagere nævner endda drømmen om at kunne bygge sit hus med egne hænder.

Det handler om at bo småt og leve stort. Et forøget fokus på at leve mens man gør det, sammen med dem man ønsker og samtidigt kunne gøre det man drømmer om i sin tilværelse.

Enhver produktion af byggematerialer sætter et aftryk på CO2-regnskabet. Når vi ”super-isolerer” vores huse og sikrer af bygningen opfylder de strenge krav i bygningsreglementet, har vi ubevidst forbrugt og forurenet vores klode mere, end vi nogensinde kan nå at gøre godt for.

Mange begynder derfor at se på CO2 aftrykket af de byggematerialer, der er i huset, fremfor det ellers så populære fokus på vores drift af boligen, strøm, varme, vand o.l.

Hvis beboerne så også reducerer deres pladsbehov og bygger med smarte og innovative indretninger, er driften af boligen ikke så relevant, da de færre kvadratmeter kræver mindre at opvarme og mindre vedligeholdelse. Når vi i Danmark bygger traditionelle enfamiliehuse i dag, har de ofte størrelser på 160+ m2, men er det egentligt nødvendigt med så meget plads?

Ideen med Tiny-house er ikke for alle, der vil helt sikkert være store familier med mange børn, som ikke kan få det til at fungere med minimal plads. Det er, som så meget andet, et spørgsmål om muligheder og prioriteringer, men selvom det ikke passer ind i livsstilen at bo tæt med familien på mindre plads, så er der stadig meget at lære om byggematerialernes funktioner og de overvejelser, der bør tages, når man vil bygge sit eget hus. Så om du påtænker at bygge Tiny-house på 25-37 m2 eller en stor villa på 180 m2, så bør du overveje, hvad CO2-omkostningerne er for byggeriet, og dernæst finde behovet for optimeringer af driften.

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har siden 1983 arbejdet for at skabe en verden, der kører 100% på vedvarende energi. De arbejder for at erstatte fossile brændstoffer og atomkraft med bæredygtige og energibesparende løsninger som f.eks. vindenergi, solceller og biogas

Folkecenteret, er er en uafhængig nonprofit institution, ledet af en bestyrelse, der repræsenterer handel, lokale myndigheder, energi organisationer, videnscentre samt berørte borgere.

Folkecenter tilbyder forskning, udvikling af teknologi, uddannelse og oplysninger til fremstilling, industriel innovation og implementering af vedvarende energiteknologier og energibesparelser i Danmark og overalt i verdenen. Folkecenteret vil øge udnyttelsen af teknologier til vedvarende energi og derved være med til at skabe mulighederne for en betydelig reduktion i miljøforurening.

Folkecentret arbejder hovedsageligt med fire områder:

  1. Udvikling og implementering af vedvarende energisystemer, det er test af vindkraft og solceller, innovation og design, CO2 neutral transport, solarkitektur m.m.
  2. Som sparringspartner til producenter, lokale forbrugergrupper og initiativtagere inden for vedvarende energi.
  3. Formidling af information om vedvarende energi i Danmark og andre steder til fagfolk, praktikanter, berørte borgergrupper og politiske beslutningstagere med fokus på decentrale energiløsninger.
  4. Grøn forskning, demonstrerer praktiske eksempler på integration af flere løsninger til vedvarende energi, passivt hus, vandgenvindingssystemer osv. som et eksperimentelt og funktionelt eksempel på et fremtidigt bæredygtigt samfund.

Et besøg på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er en spændende og lærerig oplevelse som henvender sig til alle der interesserer sig for teknologier som kan hjælpe vores bæredygtige fremtid på vej.

Se mere om Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi på deres hjemmeside www.folkecenter.net