Videnscenterchef Maj Britt Weidinger gør status på året 2022 og fortæller hvad du skal glæde dig til i 2023 Velkommen til et nyt og spændende 2023, hvor videnscentrene har mange aktiviteter og nye undervisningstiltag i støbeskeen.

 

Aktiviteter i Videnscentret

Vi har samlet årets arrangementer i en aktivitetskalender, som du kan se her.

2022 var året hvor alle skolerne modtog nye velfærdsteknologier og der blev arbejdet på højtryk med at udvikle undervisningsmateriale, der understøtter brugen af det i både Klik og Hent og Emnepakker.  Klik og Hent er et koncept, hvor du kan downloade undervisningspakker til konkrete velfærdsteknologier ud fra tre taksonomiske – kend, anvend og vurder teknologien. Forløbene henvender sig både til social- og sundhedsområdet samt det pædagogiske område til grund- og hovedforløb. Emnepakker samler teknologier inden for et specielt område som for eksempel demens, sansestimulering og KOL.

Dette arbejde fortsætter vi med i 2023, og har du gode idéer og input, så skriv, ring eller kig forbi din lokale koordinator for en snak.

Vi har lige udgivet årets første afsnit i vores podcast ”Livet”, og emnet i dette afsnit er Digital leg og Dannelse og er en dialog med Pelle Ussing, Pædagogisk konsulent i Ruderdals Kommune og Rune Gråbæk, It og digitaliseringschef fra ZBC. Lyt til den her  eller på de store podcastkanaler.

Netværksgrupper

I 2023 har vi også oprettet tre netværksgrupper: VR, Det hybride læringsrum og Teknologiforståelse. Formålet med netværksgrupperne er vidensdeling og inspirere hinanden og andre med samme interesse på tværs af funktion og lokation. Du kan finde mere information på videnscenterportalen om kontaktperson og tilmelding og ellers tager du bare fat i din lokale videnscenterkoordinator. Brug i det hele taget din koordinator til alle spørgsmål om videnscentrets opgaver og aktiviteter.

Implementering

Peter Wendelbo, videnscentrenes implementeringskonsulent, kan bookes til lokale opgaver i 2023. Peter hjælper med strategiske/processer for implementering af teknologier og videnscenter tiltag, udvikling af ambassadørkorps, brug af implementeringsmodel og udvikling af stærke partnerskaber i sektoren, hvor videnscenter og skole indgår. Peter træffes på pewe@sosunord.dk

Stærke partnerskaber og bæredygtighed

2023 er også året hvor vi vil fokusere på to områder; partnerskaber og bæredygtighed.

Velfærdsteknologi fylder mere og mere i en verden, hvor manglen på arbejdskraft kun er støt stigende. Vi ved at flere og flere borgere får komplekse sygdomsforløb og her kan teknologier være en støtte for den enkelte medarbejder. Samtidig findes der i dag så mange teknologier, der kan være en hjælp til de borgere som har mulighed for at blive i eget hjem og som kan give dem livskvalitet i egen selvhjulpenhed langt længere i eget liv.

Kan vi som SOSU-skoler samarbejde med sundhedssektoren og virksomheder og komme med bud på løsningsmodeller til opkvalificering af social- og sundhedspersonale i kommuner og regioner og samtidig uddanne vores elever til at kunne varetage de opgaver, der kræves på et velfærdsteknologisk og digitalt arbejdsmarked, så er vi forhåbentlig med til at tegne kursen mod en sektor hvor kurven i mangel på social- og sundhedspersonale ikke bliver ved med at stige stejlt.

I 2023 har vi tre spændende partnerskaber i støbeskeen:

1. Awareness træning til bæredygtig omstilling for de social- og sundhedsfaglige erhverv- Heri indgår alle landets social- og sundhedsskoler og videnscentrene. Randers Social- og sundhedsskole er ansøger på projektet og har SOSU Nord og SOSU H som tovholder. Læs mere om projektet på Randers Social- og Sundhedsskoles hjemmeside

2. Randers Social- og Sundhedsskole har fået midler fra Region Midt-Vestjylland til udarbejdelse af Maker Space i en pædagogisk/didaktisk kontekst. Dette sker i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg og videnscentrene.

3. SOSU H har fået midler af Novo Nordisk til udvikling af seks animationsfilm om cellens opbygning, herunder en app og 360 graders film til VR. Dette arbejde kvalificeres i samarbejde med SOSU Østjylland og Diakonissestiftelsen.

Bæredygtighed

Stærke partnerskaber taler også ind i den bæredygtige dagsorden og derfor er jeg glad for, at vi har fået 12 mio. kr. til at arbejde med dette område.

Vi har fået udnævnt bæredygtighedskoordinatorer på de fleste af landets social- og sundhedsskoler og de sidste følger med i løbet af de kommende måneder.

Vi vil udvikle aktiviteter, undervisningsforløb og tilbyde opkvalificering af undervisere, chefer og ledere på skolerne. Hvilke behov skolerne har skal de lokale koordinatorer være med til at verificere behovene lokalt. Se i øvrigt arrangementer om bæredygtighed i arrangementoversigten eller kontakt bæredygtighedskonsulent Caroline Christensen og/eller Christian Greve  for gode idéer og input.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle et forrygende 2023

Maj Britt Weidinger