Tværfagligt projekt mellem arkitekt og tømrerelever skaber fornyelse på tømreruddannelsen

De sidste tre uger har 16 tømrerelever på Next Uddannelse København arbejdet hårdt på at bygge Harald Blåtands Stol. Konstruktionen er designet af den fremadstormende danske arkitekt Martin Marker Larsen, og hans tegnestue A-A Collective, der samarbejder på tværs af Europa.

Projektet er sat i verden af Videnscenter for Håndværk – Design & Arkitektur, og har til formål at styrke det tværfaglige samarbejde mellem arkitekter og håndværkere, og skabe fornyelse på håndværksuddannelsen.

Onsdag var den store dag for tømrerelever og arkitekt, der endelig kunne se det prægtige værk i 1:1. Næsten 6 meter bred og over 3 meter høj er den kæmpe vikingebænk, der minder om et udsnit af et langhus. ”Det har været en superfed workshop. Det har været spændende i tre uger, at arbejde med noget meget større, end det vi plejer at lave,” siger lærling Mathias Sørensen.

Jeg er blevet bekræftet, i tesen om at, hvis vi tør at stole på hinanden, som håndværkere og arkitekter, så skaber vi noget som er meget bedre, end hvis kun den ene part bestemmer.
Martin Marker Larsen
Arkitekt, A-A Collective
Arkitekt Martin Marker Larsen diskuterer en detalje sammen med tre tømrerelever under workshoppen

Byggeriet har udvidet elevernes forståelse for klassiske håndværkstraditioner, og Harald Blåtands Stol er samlet uden brug af søm og skruer. ”Det har været rigtig spændende at møde en masse andre lærlinge, der interesserer sig for det mere traditionelle byggeri,” siger tømrerlærling Petter Madsen Kirkegaard. En tilbageskuende metode, vil nogen sige, men samtidig helt fremme i tiden, da den er bæredygtig, og elevernes arbejdstegninger er lavet i 3D-programmer.

Eleverne har været fra vidt forskellige hold og steder i deres uddannelse, og workshoppen har banket selvtillid ind i de unge håndværkere: ”Arkitekten har lyttet meget til os, og vi har kunne komme med vores faglige input. Det har været fedt, og det har vi lært noget af. Det har givet os en opmærksomhed på, at vi også har noget at bidrage med,” siger lærling Petter Madsen Kirkegaard.

”Jeg har virkelig lært, at hvis man tør at stole på nogen andres faglighed, så får man det 10 gange tilbage,” afslutter arkitekt Martin Marker Larsen.

Vi tager den rigtig beslutning i fællesskab, og det har været en superfed proces
Martin Marker Larsen
Arkitekt, A-A Collective