Rejsegilde i Rødovre 19. august: Kulmination på samarbejde mellem arkitekt og tømrerelever

I de sidste par uger har elever på tømreruddannelsen arbejdet sammen med arkitekt Martin Marker Larsen, der kommer fra den kendte tegnestue A-A Collective.

Tømrereleverne bygger Martins idé, som hedder Harald Blåtands Stol. Det er et udsnit af en større konstruktion, der er beregnet til at stå nær vikingehistoriske steder i naturen. Deraf navnet.

Onsdag d. 19. august kl. 10-11 kan interesserede møde op til rejsegilde, hvor det færdige udsnit vil blive præsenteret. Ligeledes kan man høre om det spændende samarbejde mellem arkitekt og NEXT eleverne på tømreruddannelsen. Eleverne har arbejdet på tværs af årgange, og de tilmeldte elever har vist en kæmpe engagement i det tværfaglige arbejde, mellem formgiver og håndværkere.

1:1 Workshoppen i Rødovre er faciliteret af Videnscenter for Håndværk – Design & Arkitektur.

Rejsegilde på NEXT Uddannelse København, Tæbyvej 65, Rødovre – onsdag d. 19. august 10-11:

Der vil være præsentation af prototype og mock-up af Martin Marker Larsens projektforslag Harald Blåtands Bænk. Konstruktionen er tegnet og udviklet til at kunne indgå i sammenhænge med museer eller andre historiske lokationer, med reference til Vikingetiden. Produkterne er lavet af eleverne på tømreruddannelsen som et led i deres uddannelse.

Ved rejsegildet vil det være muligt at høre om samarbejdet mellem håndværker og arkitekt, og få indblik i processerne. Man vil kunne se hvordan dialogen mellem arkitekt og håndværker kan præge byggeriets udtryk, og hvordan dialogen kan forstærke og kvalificere byggeriet.

Skriv en kommentar