Mødet mellem bygningsstruktørelever og arkitekter var en udbytterig oplevelse for alle parter, og samtidig den første innovationsworkshop for Videnscenter for Håndværk - Design & Arkitektur. Tre andre workshops følger i april...

Brug pilene herunder til at navigere manuelt i billederne

Samarbejdet mellem NEXT eleverne og arkitekterne er det første af sin art på struktøruddannelsen, og interessen for deltagelse var overvældende. 16 elever (ud af 18) deltog i mødet mellem håndens arbejde og tankernes arkitektur.

Struktøreleverne blev i løbet af de tre uger udfordret med nye forme og eksperimenter fra arkitekterne, og arkitekterne tog en masse med hjem omkring formgivning, farvet beton og muligheder med udtryk i overfladen på betonen.

Først blev eleverne briefet samlet af arkitekterne, og så gik arbejdet i gang med udførelsen af idéerne. De arkitektstuderende Cams Støle og Hanna Blomquist havde tegninger med af deres overnatningsshelter til vandreruten Camønoen på Møn. Johansen Skovsted Arkitekter havde elementtegninger med til et forestående byggeri, hvor de ønskede at eksperimentere med farver i betonen og uperfekte overflader.

Senere kommer der en film om processen og samarbejdet, hvor vi går helt tæt på mødet mellem arkitekter og struktørelever.