Den 8. november stod i teknologiens tegn, da Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark holdt det allerførste faglærernetværk på SOSU Nord.

Sammen bliver vi klogere

Den 8. november stod i teknologiens tegn, da Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark holdt det allerførste faglærernetværk på SOSU Nord.

Her var 35 undervisere fra en bred vifte af landets SOSU skoler samlet for at videndele, reflektere og samle inspiration til, hvordan de kan løfte elevernes digitale kompetencer ved at integrere flere digitale områder i undervisningen.

”Hvis eleverne skal udvikle deres teknologiforståelse, skal vi sørge for at vores undervisere kan skabe rammerne for at det kan lykkes. Derfor skal de ikke kun have den tekniske indsigt i, hvordan de forskellige velfærdsteknologier fungerer, men også hvordan de kan sættes i spil i undervisningen og bidrage til et dynamisk læringsmiljø”,  fortæller videnscenterkoordinator Lone Bundgaard Secher.

 

Vidensdeling giver værdi

Anette Østergaard er underviser på SOSU Nord og en af de undervisere, som deltog i faglærernetværket. Hun tog derfra med et stort fagligt udbytte og en klar appetit på mere:

”Det var super givtigt at høre om elevernes teknologiske bevidsthed og velfærdsteknologiske dannelse. Det er klart noget, som kommer til at fylde mere. Det gav mig også rigtig meget at høre underviserne fra de andre skoler fortælle om, hvordan de ville tilrettelægge deres undervisning og få den faglige sparring”.

 

Faglærernetværk bliver fast inventar på årsplanen

Det er blevet besluttet, at faglærernetværket fremover skal mødes 2 gange om året. I 2019 bliver det 7. marts i Fredericia og den 29. august på Fyn. Desuden vil Videnscenteret arbejde på at lave nogle virtuelle møder med spændende temaer, som kan give inspiration til undervisningen.

”Vi oplevede en rigtig god energi til faglærernetværksdagen, og den skal vi gribe og arbejde videre på. Så vi glæder os allerede til 2019, hvor vi starter i marts med en workshop. Her skal vi tilrettelægge fremtidige mødeformer og undersøg de behov for viden, som medlemmerne af faglærernetværket har”, fortæller Lone Bundgaard Secher.

Anette ved allerede godt, hvad hun ser frem til i faglærernetværket. Ud over den faglige sparring var det især simulationsområdet, som havde hendes opmærksomhed:

”Jeg håber helt klart på at blive klogere på simulation, og hvordan vi kan bruge det i vores undervisning. Videnscentrets forsker Sissel Kondrup Bach holdt også et oplæg om hendes Ph.D.-projekt, som jeg glæder mig til at høre mere om”, fortæller Anette Bundgaard.

 

Præsentationer fra dagen

På dagen havde vi mulighed for at præsentere Videnscenteret og dets formål, strategiske initiativer, aktiviteter, forskning og meget mere. Se præsentationerne nedenfor:

Præsentation af Videnscenteret og forskningsprojekt

Præsentation af vores teknologier og aktiviteter