Hirse Christensen og Jens Kold kan nu kalde sig danmarksmestre i elevbrygget øl i 2021. Det blev i dag afgjort på de gule gulve i EUC Lillebælts undervisningsbryggeri, hvor der før første gang blev afholdt DM i elevbrygget øl for landets elever

Vinderne blev udnævnt af et dommerpanel anført af overdommer Torben Steenberg, der har en baggrund som international øl-dommer og er æresmedlem og øl-ambassadør i Landsforeningen for Danske øl-entusiaster. I dommerpanelet sad også brygmester Henrik Sørensen og faglærer Niels Peter Nielsen. Det var med stor ros, at dommerpanelet overrakte diplom og ølkrus-pokal til de glade vindere.

Vinderholdet kom fra Erhvervsakademi Aarhus, og de stillede op med øl af typen Berliner Weisse, der af dommerne blev komplimenteret for at være kreativ og moderne. Overdommer Torben Steenberg fortæller om årets vinder-øl: “Som dommere kigger vi på aromaen, vi kigger på mundfylde, og vi ligger naturligvis meget vægt på smag. En af de ting, som vi også har lagt vægt på i dag, er kreativitet og nytænkning. Man har i dette tilfælde prøvet at skabe noget der er anerledes end de traditionelle øl, som man støder på alle steder. Vinderen har bestemt noget nytænkning i sig“. Hirse Christensen og Jens Kold har navngivet deres øl “Den Syrlige”, og den har en flot dybrød farve og indeholder forskellige typer af bær, herunder hindbær, solbær, ribs, brombær, jordbær og vilde blåbær.

Hirse og Jens løb med sejren, da overdommer Torben Steenberg kårede deres øl "Den Syrlige" som årets bedste
Hirse og Jens stillede op med to forskellige øl, men det var den kreative udgave af en Berliner Weisse med blå og lyserød etiket, der løb med sejren

En hyldest af elevbrygget øl

Erhvervsakademiet Aarhus, repræsenteret af de to dygtige og glade elever, kan nu tage præmien med hjem til Aarhus, hvor de kan smykke sig med titlen “regerende danmarksmestre i elevbrygget øl”, indtil næste år, hvor konkurrencen gennemføres på ny for at finde den bedste elevbryggede øl anno 2022. Vi har talt med vinderne, der kunne fortælle at det havde været en fed, men også intens proces pga. COVID19-situationen. En smilende Hirse Christensen fortæller: “Det er fedt at vinde. Jeg var faktisk lidt nervøs, fordi den øl-stil er lidt anerledes end den gængse. Så jeg tænkte, at vores øl måske var lidt for speciel, men på den anden side tænkte jeg også, at det var sådan noget jeg selv rigtig godt kan lide at drikke“. Holdkammeraten Jens Kold uddyber: “Ja det har været fedt arrangement at være med til, og det virkelig fedt at få nogle ægte øl-dommeres mening om det man har brygget. Det er godt med et arrangement som det her, der hylder elevbrygget øl, og hvor alle har samme interesse. Det er fedt at være en del af“.

I konkurrencen deltog elever fra EUC Lillebælt, ZBC Roskilde, Uddannelsescenter Holstebro og Erhvervsakademi Aarhus, der alle stillede op med gode bud på årets vinder-øl. Torben Steenberg roste det generelle niveau og i sin tale ved præmieoverrækelsen udtalte han: “I skal have meget, meget ros alle sammen. Niveauet har været rigtig godt. Jeg ved, at nogen af jer har ikke haft den store erfaring med at brygge øl, og at starte på det her grundlag, det er meget, meget fint. Det skal I alle sammen tage med jer hjem“.

Overdommer Torben Steenberg og dommer-assisten Henrik Sørensen vurderer øllenes visuelle udtryk
Hver enkel øl blev vurderet på aroma, mundfylde og smag
Konkurrencens deltagere stillede op med vidt forskellige øltyper, der varierede i både smag og farve

Viser både videnscentrets og elevernes potentiale

DM i elevbrygget øl 2021 var planlagt og blev gennemført af Videnscenter Procesteknologi, der også var vært ved arrangementet. Konkurrencen blev annonceret tilbage i marts måned. Herefter afholdte skolerne en intern konkurrence blandt de interesserede elever, for at udvælge 1-2 øl, der skulle repræsentere skolen i konkurrencen om den nye titel. Undervisningsleder Benny Ziegler fra Videnscenter Procesteknologi, udtalte ved konkurrencens offentliggørelse: “Målet med konkurrencen er selvfølgelig at give eleverne en god oplevelse, med en opgave de kan være fælles om, og som kan udfordre både med samarbejde og tværfaglighed. Men det handler også om at få indblik i alle de små delprocesser, der er en del af en større produktion. Det handler også om at erkende, hvor vigtig hver enkelt del er, og om at kunne holde det store overblik der strækker sig lige fra at holde styr på hele dagen, og samtidig konstant være forberedt på det der kommer. Det gode ved at vælge en produktionsopgave der omhandler ølbrygning er, at der er hurtig og kontant afregning ved fejl. Slækker man eksempelvis blot en smule på hygiejnen, får det oftest hurtigt mikrobiologiske konsekvenser, der er tydelige“. 

Nu hvor arrangementet er gennemført med succes, er der grund til at gentage konkurrencen år for år. Benny Ziegler fortæller: “I år vi prøvet formatet for første gang. Vi har testet om det holder vand, og det gør det. Deltagerne har ydet en stor indsats, de har bidraget med nogle gode øl på et højt niveau, og så kommer de rundt omkring fra hele landet for at samles om en faglig opgave i form af øl brygning. Så det har været en rigtig god dag. Ikke mindst pga. de kompetente dommere, der har hjulpet os med at finde vinderen“.

Han er også begejstret for den omtale, som arrangementet har generet omkring Videnscenter Procesteknologi; “Flere har fået mulighed for at lære videnscentret at kende. De har fundet ud af, hvilke muligheder der ligger i det, og hvad man kan finde af materialer og inspiration inde på vores portal. De har også fået øjnene op for, at de kan komme her og prøve nogle ting, og at vi ellers kan hjælpe dem på en masse områder“. Mens dommerne smagte og vurderede de otte forskellige øl, fik deltagerne en rundvisning og en præsentation af Videnscentret, og de fik bl.a. mulighed for at prøve VR-briller og robotter.

Hos Videnscenter Procesteknologi håber vi på endnu flere deltagere til næste år. I mellemtiden ønsker vi Hirse og Jens et stort tillykke med den velfortjente titel.

Mens dommerne smagte og vurderede, fik deltagerne lov til at prøve et udvalg af videnscentrets udstyr