AR-teknologien er ikke ny, men den har aldrig været bedre og dermed mere end nogensinde aktuel at bruge i svejseundervisningen.

Af Thor Bukhave Abildgaard, Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed.

Da Richard Sennet i 2008 skrev bogen, der på dansk hedder Håndværkeren, kunne der sagtens spekuleres i, om han faktisk havde haft AR-teknologien i tankerne.

Han taler om begrebet Muscle memory – hvordan der, når vi griber om et stykke værktøj, lagres en hukommelse i musklerne, som fortæller os, hvordan vi skal holde om f.eks. en hammer eller et svejsehåndtag, næste gang vi samler værktøjet op.

De kloge hænder

Forestil dig første gang, din hånd greb om et svejsehåndtag, første gang du trykkede på knappen, modstanden i knappen, der åbnede for gassen og kaldte tråden frem, vægten af håndtaget og ledningen, der konstant var i vejen. Tag så fat om håndtaget i dag, og mærk, hvordan din hånd instinktivt ved, hvordan håndtaget føles. Den kender vægten, ved hvordan ledningen skal håndteres, og hvordan det skal bruges.

De nye hænder

Netop denne proces skal den nye håndværker igennem for at kunne blive tryg ved det stykke værktøj, der skal blive hans levebrød.

Når et ungt menneske første gang skal prøve kræfter med svejsehåndværket, vil det ofte være forbundet med ærefrygt og usikkerhed.  Hvad der skal ske, hvordan skal man stå, hvor langt fra emnet skal man være, hvor hurtigt skal håndtaget bevæges og hvordan skal det holdes?

AR som supplement

Med Augmented Reality (AR) kan eleverne træne netop disse ting. De nye og utrænede svejsere kan med AR få lov til at øve sig i rolige og trygge omgivelser, uden forbrug af materialer.

Kan AR så erstatte opstartskurser? Nej. AR skal ses som et supplement til den eksisterende undervisning og som en mulighed for at kunne introducere svejsefaget for flere, uden de skal have forudgående sikkerhedskurser og uden at skulle have udsugning og sikkerhedsudstyr til rådighed.

Hvordan virker AR?

Augmented Reality ligger et lag af data oven på din kameravisning af din smartphone, tablet eller pc og tillader digital information at sameksistere med den fysiske verden. Sådan beriger Augmented Reality den virkelige verden med digital information og medier, såsom 3D-modeller og videoer. Det er mindre fordybende end VR, men lader brugeren se grafiske tilføjelser til det virkelige, fysiske omgivelser i stedet for at skabe en helt ny verden.

Svejsesimulator

Ideen om svejsesimulatorer med AR er ikke ny. Den ældste, jeg har hørt om, simulerede en svejsning ved at brænde en tynd streg ned i et stykke papir. Vi er sidenhen kommet langt i udviklingen af simulatorer – fra en simple app-løsninger, hvor svejsningen simuleres ved at føre en finger over enhedens skærm, hvilket simulerer en svejsning hastighed, men ikke meget andet.

De nye svejsesimulatorer fra Soldamatic og FRONIUS gør meget mere end det. Her anvendes f.eks. de samme svejsehåndtag som på produktionsmaskinerne, hvilket giver den helt rigtige følelse af håndtaget som et stykke værktøj.

I simulationen ses både smeltebad og svejsegnister så realistiske, at man får lyst til at flytte hånden for ikke at blive forbrændt.

Med begge maskiner kan faglærere let lave undervisningsforløb, så læringen kan målrettes den enkeltes behov. F.eks. kan der laves et opstartskursus til introduktionsforløbet for proces 135 49653.

Simulatorerne kan bruges til alle fag, der har svejsning som en del af pensum, og begge AR simulatorer kan lånes kvit og frit ved booking bookmtc.dk