Se vores virtuelle simulering af fjernvarmeinstallationer

Så er vi klar med første udgave af den virtuelle simulering af fjernvarmeinstallationer i en villa, hvor der kan indreguleres og fejlfindes på de forskellige anlægstyper.
Før du går ind i huset, kan du vælge mellem 6 forskellige anlægstyper, eller du kan vælge at systemet finder et anlæg, og et tilhørende opgaveark, med forskellige opgave der skal løses når du kommer ind i huset.
Inde i huset kan du bevæge dig rundt og indstille termostaterne i rummene. I bryggerset kan du indregulere anlægget, du kan sætte fortryk på ekspansionsbeholderen, og du kan måle flow og temperatur på blandingsbatterierne i de forskellige vaske der er installeret i huset, og meget mere.
I værktøjskassen, som du kan bære med rundt i huset, har du forskellige værktøjer, måleinstrumenter, datablade, lommeregner, m.v.
Den virtuelle simulering bliver præsenteret for landets VVS-faglærere på faglærerkonferencen i denne uge, uge 26, der foregår på Roskilde Tekniske Skole.
Når simuleringen har bestået sin test på konferencen, vil den blive tilgængelig for alle VVS-faglærere på portalen så den er klar til skolestart i august.
Hvis din skole ikke har VR-briller, kan de lånes hos Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed, du kan booke VR-brillerne på bookmtc, hvor du i øvrigt kan finde meget andet udstyr, du kan låne til brug i forbindelse med din undervisning.