Big data består i alt sin enkelhed af en stor mængde ustruktureret data. Den ustrukturerede datamængde genereres løbende og via mange forskellige kilder, som stadigt stiger. Kilderne kan være mange, men fælles er, at de alle har en digital tilkobling som eksempelvis de sociale medier eller mobile enheder, såsom smartphones. Alle digitale interaktioner skaber altså big data, som giver unikke indblik i forbrugernes vaner og adfærd, der kan bruges til mange forskellige formål – eksempelvis markedsføring.

I stedet for at skulle lave undersøgelser omkring forbrugerens præferencer og intentioner omkring brugen af et givent produkt, kan man med big data  få præcise svar på hvor, hvornår, hvor længe og hvordan, forbrugeren bruger et givent produkt. Dermed kan big data være med til at spå om forbrugernes behov, således virksomheder kan målrette deres markedsføring ud fra den enkelte forbruger.
Forestil dig eksempelvis, at du, få timer efter din vaskemaskine er brudt sammen, modtager et tilbud på en ny? Eller tilbud på en paraply på en regnvejrsdag?

Kilde:
Malthouse , E. C., & Li, H. (2017). Opportunities for and Pitfalls of Using Big Data in Advertising Research. Journal of Advertising, s. 227-235.
Rose, A. M., Rose, J. M., Sanderson, K.-A., & Thibodeau, J. C. (2017). When Should Audit Firms Introduce Analyses of Big Data Into the Audit Process? Journal of Information Systems, s. 81-99.