Pressemeddelelse Case Competition

Vi har i dag udsendt en pressemeddelelse vedr. vores Case Competition på Børsen d. 25. marts 2020. Her afslører vi, at Louis Nielsen er vores case-virksomhed, og dermed bliver deltagerne i årets case ført ind i detail og optikernes verden. Du kan læse pressemeddelelsen herunder.

PRESSEMEDDELELSE

Louis Nielsen er case-virksomhed for årets Case Competition for EUD-elever

Den 25. marts 2020 afholder videncentret Viden om data en stor Case Competition målrettet EUD-elever på de merkantile erhvervsskoler. 102 elever skal dyste i en virksomhedscase, der giver eleverne indblik i den virkelighed, de skal ud og arbejde i, når de er færdige med deres grundforløb og bliver en del af arbejdsmarkedet som elever.

 

Formålet med dagen

Vi sætter fokus på Danmarks dygtige EUD-elever*, og giver dem en oplevelse af, hvordan den lærte teori fra skolen kan anvendes i praksis, og hvilke opgaver man som kommende elev kan møde på sin fremtidige læreplads.

Viden om data er gået i samarbejde med optikerkæden Louis Nielsen, og dermed bliver deltagerne i årets case ført ind i detail og optikernes verden. Det er vores håb, at casen vil være medvirkende til at inspirere deltagerne, så de motiveres til at vælge en faglig retning, der giver mening for den enkelte elev som karrierevej.

Vores fælles mål er at sætte fokus på, at der er gode karrieremuligheder i en merkantil erhvervsuddannelse og samtidig give deltagerne en følelse af, at være stolte over deres valg af uddannelsesretning. Derudover får eleverne en fagligt spændende udfordring og mulighed for at sparre og netværke med ligesindede elever fra hele landet.

 

”Hos Louis Nielsen ser vi det at deltage i Case Competition som en oplagt mulighed for at bidrage til, at eleverne på de merkantile erhvervsskoler bliver skarpe på, hvad der rører sig indenfor detail, med de muligheder og udfordringer, branchen har i dag. Vores 77 butikker tager hvert år ca. 30 elever, og det gør vi bl.a., fordi vi føler et samfundsansvar. Vi har i organisationen en kultur, hvor mange ansatte selv er startet som detailelev i en af vores butikker, og det giver Louis Nielsen som kæde en særlig ånd, der taler direkte ind i dén fagligt spændende udfordring, vi skaber sammen med Viden om data med denne Case Competition.” Jesper H. Jensen, HR Business Partner, Louis Nielsen.

 

Konkurrencen

Case Competition bliver afholdt på Børsen i København. Det bliver en dag fyldt med spænding, høj faglighed og konkurrencestemning i historiske rammer. Det er vores fælles ønske, at alle landets handelsskoler sender elever afsted, så hele landet repræsenteres. Der er tilmeldingsfrist d. 25. februar 2020.

”Det er særligt spændende for os at have Louis Nielsen med ombord, fordi vi har at gøre med en virksomhed, der virkeligt tager ansvar i forhold til at uddanne dygtige elever over hele landet. Videncentrets mission er jo at samarbejde med erhvervsskoler og virksomheder for derigennem være med til at sikre, at Danmarks merkantile elever på bedst mulig vis gøres klar til fremtidens datadrevne arbejdsmarked, og den opgave er Louis Nielsen i høj grad med til at løfte.” Videncenterchef Jesper Bitsch Bierbaum.

Louis Nielsen

er grundlagt i Aalborg i 1978 og har i dag 77 butikker i Danmark. Siden 2005 har Louis Nielsen været en del af Specsavers, der i dag er en af verdens tre største optikerkæder. Louis Nielsen er i kraft af deres dominerende markedsposition danskernes foretrukne optiker og kæden leverer briller og kontaktlinser til den danske befolkning i en god kvalitet til en skarp pris. Desuden er optikerkæden førende med sundhedsydelser i branchen.

Viden om data

er et nationalt videncenter for databaseret service og forretningsudvikling. Vores formål er at kompetenceudvikle undervisere og elever på de merkantile erhvervsskoler indenfor fremtidens datadrevne arbejdsmarked. Det gør vi ved at udvikle digitalt undervisningsmateriale i samarbejde med vores 15 partnerskoler, fordelt over hele landet. Således er vi med til at sikre, at eleverne på de merkantile erhvervsskoler er godt rustede på den digitale front, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Det er første gang Case Competition afholdes i videncenterregi.

Ved spørgsmål kontakt

Ina Hensel Kommunikationsansvarlig 25 28 41 21

Skriv en kommentar