Google Analytics

Google Analytics er og har været flittigt anvendt blandt virksomheder i mange år. Det er et simpelt og gratis værktøj, med unikke anvendelsesmuligheder. Men i en tid hvor alt er i forandring, dukker nyt software op som kan udfordre de etablerede spillere.

Du kender helt sikkert Google, og bruger det med garanti også dagligt, ugentligt eller månedligt. Men Google er mere end bare en søgemaskine. Google har bl.a. udviklet et værktøj – Google Analytics – som er udviklet til at give hjemmesideejere et overblik over trafikken på deres hjemmeside. Det eneste, det kræver, er, at du har en Google konto og derefter indsætter en sporingskode (også kaldet et script, som er en form for kode) på din hjemmeside, som loader, hver gang en bruger besøger din hjemmeside. Ved hjælp af sporingskoden på din hjemmeside kan du med Google Analytics se, hvor brugerne kommer fra, altså hvilke hjemmesider der har ført dem til din hjemmeside (Facebook, Google osv.), samt se hvordan de bevæger sig rundt på din hjemmeside. Google Analytics (GA) giver dig en masse brugbare data, som fortæller om trafik, handlinger og konverteringer. En konvertering er, når en bruger eksempelvis foretager et køb, tilmelder sig et nyhedsbrev eller noget helt tredje. Det er, når de foretager en handling, du ønsker, de skal tage, så har de konverteret. Men GA giver dig ikke alle svarene. Godt nok kan du med GA spore alle salg på din hjemmeside med sporingskoden installeret, men det, den viser, er tal og statistikker. Tal og statistikker har i princippet ingen værdi for hjemmesider og forretninger, før de bearbejdes og analyseres. Tag fx et besøgstal på 1.000 på en given dag på en hjemmeside; det lyder umiddelbart meget godt, men er bare et
tal. Hvis statistikken så viser, at der gennem de seneste måneder har været en stigning i daglige besøgene, fra 500 til 1.000, så kan man begynde at konkludere mere. Men hvis ikke man
forholder sig til de ændringer, man har foretaget, som kan være medvirkende til et øget antal besøgende, så anvender man ikke data optimalt. GA kan give dig tal og statistikker, og så er det din opgave at konkludere, hvilke tiltag der har været medvirkende til at skabe forbedringer. En hjemmeside, som anvender GA, er Skov Rejser (www.skovrejser.dk), som videreformidler charterrejser fra Hamborg Lufthavn. For Henrik Skov, stifter og direktør i Skov Rejser er Google Analytics et vigtigt værktøj. Det bruges til at spore salg, værdien af marketingskampagner på forskellige kanaler, brugernes adfærd på sitet og meget mere.

Med Google Analytics kan man se hvorhenne brugere bouncer - bouncer betyder, man går væk fra hjemmesiden. En funnel på mit rejsesite kunne være, at de kommer ind på forsiden og laver en søgning og nogle filtreringer. Så går de hen og kigger på nogle forskellige tilbud, og så kan de købe det og udfylde nogle data om dem selv. Hvis det nu er der, hvor man kan filtrere hotellerne, at folk bouncer og går væk, så er det nok der, jeg har nogle udfordringer med min hjemmeside. Eller hvis det er der, hvor folk skal udfylde data om dem selv, måske fordi det ikke er nemt nok? Så det er der, hvor de bouncer, at det er vigtigt at kigge.
Henrik Skov
Stifter og direktør i Skov Rejser

Funnel betyder “tragt” på dansk, og henvis-er til den klassiske salgstragt.
Når der snakkes om funnel i forbindelse med Google Analytics, er det typisk med formålet at få en tilfældig bruger på ens website til at bliver køber af et produkt.

Så når du i Google Analytics ser, at mange besøgende bouncer det samme sted, tyder det på, at du skal foretage nogle ændringer på din hjemmeside. Det er naturligt, at besøgende bouncer, men hvis mange bouncer det samme sted, bør det undersøges nærmere. Men GA giver dig ikke svarene, dem skal du selv finde. Overordnet set kan GA gøres meget nemt, men
kan også gøres utroligt avanceret. Men GA har også nogle svagheder, for GA kigger typisk på last-click. Det vil sige, at hvis du er på jagt efter en rejse, så modtager du måske nogle nyhedsbreve, du læser, du ser nogle annoncer på Facebook osv., og til sidst går du på Google og søger, hvorefter du ender på en hjemmeside eks. www.skovrejser.dk og køber en rejse. Det
eneste, Henrik Skov kan se i sin GA, er, at organisk trafik (betyder Google søgninger) er skyld i din konvertering. Men nyhedsbreve, Facebook m.fl. har jo også hjulpet, men dette fremgår
ikke af GA, hvilket er en smule mærkeligt.

Der er også et problem med Google Analytics, og det er, at det viser kun, hvad brugerne gør, og ikke hvad de ikke gør. Her vil man typisk supplere med andre værktøjer som Crazy Egg eller Hotjar, som rent faktisk går ind og analyserer på, hvordan brugeren opfører sig.
Simon Hedegård Hansen
Head of SEM i Morning Train

Med Google Analytics begrænsninger er det derfor interessant at vende blikket med Facebook-universet. For hvor GA ser på enheder, altså hvilken enhed (mobil, tablet, computer) du anvender, ser Facebook og deres Facebook Analytics og Attribution på personen. Facebook har den store fordel, at de har rigtigt mange brugere (80% af danskerne), og brugerne er typisk logget ind på flere af deres enheder. Tænk bare på dig selv og dine enheder; hvor mange af dem er du logget ind på? “Jeg er meget, som i ekstremt, spændt på at følge med i, hvad der sker i Facebook-universet med deres Facebook Attribution og Facebook Analytics, fordi de overhaler altså Google Analytics. Det gør de bare,” siger Henrik Skov, sifter og direktør i Skov Rejser.

Men værktøjerne fra Facebook er fortsat meget nye, men meget tyder på, at de har fat i det rigtige. De importerer eksempelvis alle annoncer og data fra Google, Bing, programmer til at lave nyhedsbreve osv. og centraliserer det. Desuden forsøger de, modsat Google Analytics, at komme med nogle konklusioner til brugerne med afsæt i data. Facebook ved også, afledt af de rigtigt mange brugere, meget mere om de enkelte brugeres interesser og placeringer. Så de ved langt mere om hver enkelt bruger og konvertering end GA, som har stor værdi hos hjemmesideejerne.

Men det er vigtigt, du heller ikke bliver talblind med alle de tal og statistikker, som de forskellige analyseværktøjer giver. Med værktøjerne kan du se på alt, fra hvor store dine knapper på hjemmesiden bør være, hvilken farve de bør have – men det er også vigtigt, at prøve at snakke lidt med brugerne af hjemmesiden engang imellem.

På et tidspunkt skal man også ud og prøve, at gå lidt ud og snakke med markedet og have dem 1 til 1, og have dem lidt offline væk fra tallene. For til sidst kan man blive lidt talblind på det hele, og så begynder man at lave ændringer bare for ændringernes skyld. Så er det klart, at hvis du laver den her knap større eller rød, så er der flere, der klikker, men så går det måske også ud over den holistiske oplevelse.
Henrik Skov
Stifter og direktør i Skov Rejser