Hvad nu, hvis du kunne tage dine elever med ud på butiksbesøg, uden at I skal forlade undervisningslokalet? Det kan du med en 360 graders video.

Viden om data og Detaildivisionen på Viden Djurs har i samarbejde udarbejdet en 360 graders video af MENY Kalundborg. Videoen er filmet af Bo Størup Nielsen, som er digital ekspert hos Detaildivisionen i Viden Djurs. Du kan selv prøve videoen nedenfor.

Videoen bliver en del af de nye forløb

Videoen er udviklet som en del af Viden om datas undervisningsforløb om Internet of Things (IoT). Undervisningsforløbene tager udgangspunkt i en temadag hos MENY på Borups Allé i København. Du kan læse mere om temadagen her.

En 360 graders video er et fantastisk redskab til undervisningen, som gør det muligt for elever og undervisere at afprøve kundens vej gennem en butik, uden at de skal forlade undervisningslokalet.

Du kan godt glæde dig til de nye forløb om IoT, som udkommer i løbet af februar og marts. Hvis du vil holde dig opdateret om Viden om datas forløb, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her. 

Hvad er en 360 graders video?

En 360 graders video er et videoformat, som giver brugeren en oplevelse af at være der selv. I en 360 graders video er der filmet hele horisonten rundt. Det vil sige, at brugeren kan kigge fremad, bagud, til begge sider, opad og nedad. Brugeren styrer selv videoen. En 360 graders video er oplagt, når man ønsker at give brugeren en oplevelse af at være et bestemt sted.

En 360 graders video kan også vises som virtual reality.

Hvad er Internet of Things (IoT)?

I dag er flere milliarder enheder koblet på internettet, og de er en del af det som kaldes Internet of Things (IoT). Disse enheder er i stand til at indsamle og dele data via sensorer. De indsamlede data kan omsættes til viden om specifikke målgrupper.

Denne viden kan du bl.a. bruge til at udvikle din forretning eller service.