Big data
Big data består i alt sin enkelthed af en stor mængde ustruktureret data. Den ustrukturerede data genereres løbende og via mange forskellige kilder, som stadigt stiger (Rose, Rose, Sanderson, & Thibodeau, 2017). Kilderne kan være mange, men fælles er at de alle har en digital tilkobling som eksempelvis de sociale medier eller mobile enheder såsom smartphones. Alle digitale interaktioner skaber altså big data, som giver unikke indblik i forbrugernes vaner og adfærd som kan bruges til mange forskellige ting – eksempelvis markedsføring (Malthouse & Li, 2017).
I stedet for at lave undersøgelser omkring forbrugerens præferencer og intentioner omkring brugen af et givent produkt, kan analyser ved hjælp af big data give præcise svar på hvor, hvornår, hvor længe og hvordan forbrugeren bruger et givent produkt. Dermed kan big data være med til at spå om forbrugernes behov, således virksomheder kan målrette deres markedsføring ud fra den enkelte forbruger. Forestil dig eksempelvis at du få timer efter din vaskemaskine er brudt sammen, modtager et tilbud på en ny? Eller tilbud på en paraply på en regnvejrsdag? (Malthouse & Li, 2017).

Hvorfor er dette relevant? Det skyldes at flere af os går rundt med smartphones som bl.a. skaber en unik markedsføringsplatform, som forbrugeren bærer fysisk rundt på (og som flere ligeledes er blevet afhængig af). Vi har med big data nu adgang til data omkring forbrugeres interaktion med brands igennem sociale medier (likes, delinger osv.) og alle ”veje” som en kunde tager på et website. Big data giver derfor et unikt indblik i kundernes og forbrugernes færden, som aktivt kan bruges til markedsføringen (Malthouse & Li, 2017).
Kilder:
Malthouse , E. C., & Li, H. (2017). Opportunities for and Pitfalls of Using Big Data in Advertising Research. Journal of Advertising, s. 227-235.
Rose, A. M., Rose, J. M., Sanderson, K.-A., & Thibodeau, J. C. (2017). When Should Audit Firms Introduce Analyses of Big Data Into the Audit
Process? Journal of Information Systems, s. 81-99.