Nu åbent for ansøgninger: Kom i praktik i en e-handelsvirksomhed

Har du lyst til at opleve en e-handelsvirksomhed indefra? Og tage gode ideer og eksempler med hjem til din undervisning? Videncenter for Digital Handel tilbyder 4 nye praktikmuligheder for undervisere i efteråret 2023.

OBS. Lukket for tilmeldinger (alle pladser booket)

 

4 nye praktikmuligheder – efterår 2023

  • Luksusbaby, Støvring
    Luksusbaby.dk sælger et stort udvalg af tøj og andre produkter til børn og baby. De har hovedkontor i Støvring (syd for Aalborg) med ca. 200 ansatte fordelt på webshop, butikker og lager. Udover webshop har de 2 fysiske butikker i hhv. Aalborg og Aarhus. Du kommer i praktik på hovedkontoret i Støvring. Se her billeder fra da Kristiane og Julie var i praktik hos Luksusbaby.
  • Trendhim, Horsens
    Trendhim.dk designer og sælger accessories til mænd online – alt fra butterflies til bælter. Virksomheden er aktiv i 25 lande på 18 forskellige sprog og har hovedsæde i Horsens. Trendhim har bl.a. vundet e-handelspriser for bedste eksport-case og har i dag 77 ansatte.
  • Lirum Larum Leg, Hornbæk
    LirumLarumLeg.dk sælger legetøj online til børn i alderen 0-10 år. Virksomheden er oprindeligt stiftet af Anja Lytzen, som også er blevet kåret til Årets Kvindelige Iværksætter og virksomheden har også vundet e-handelsprisen som bedste e-handelsbutik inden for små virksomheder.
  • PlusPige, Odder
    Pluspige.dk har fokus på at sælge plussize-tøj til kvinder og har både fysisk butik og weblager i Odder, syd for Aarhus. Under Corona valgte de at gå i gang med live-shopping, som virkelig har taget fart og de kører nu ugentlige live-shopping events med flere tusinde deltagere. Hør Gitte fra UC Holstebro fortælle om sit praktikophold i videoen nedenfor. 

Hvorfor tage i praktik?

Ønsket med praktik er at give dig som underviser et indblik i dagligdagen for medarbejderne i en e-handelsvirksomhed. Sammen med virksomheden strikker Videncenter for Digital Handel et 2-dages program sammen til dig.

Du kommer forbi en række forskellige afdelinger i virksomheden – og der, hvor det er muligt, får du selv lov at få fingrene i opgaverne.

Hør Gitte Jakobsen fra UC Holstebro fortælle om 2 dage i praktik hos virksomheden Pluspige i Odder i videoen nedenfor.

Praktisk info

  • Praktikken varer 2 dage.
  • Du vil deltage sammen med en eller to andre undervisere (ikke nødvendigvis fra samme skole).
  • Tidspunkt for praktikken vil være efterår 2023 ml. uge 34-41. Når du ansøger vil du blive bedt om at angive foretrukne uger.
  • Vi stiller ikke krav om forhåndsviden til dig som underviser – du skal blot være nysgerrig og åben for at lære. Vi forventer dog, at du har besøgt hjemmesiden og sociale kanaler før praktikken.
  • Vi kan ikke garantere dig en plads, selvom du søger bredt.
  • Deadline for ansøgning er torsdag d. 4. maj.

Hvordan søger du?

Du kan vælge at søge alle praktikpladser eller blot én. Du vil blive bedt om at angive hvilke uger du kan deltage. Jo flere virksomheder og uger du krydser af, jo bedre mulighed har vi for at få puslespillet til at gå op.

OBS. Vi kan ikke garantere dig en plads, selvom du søger bredt.

Har du spørgsmål?

Janne Gaye4171 5706jga@digitalhandel.dk