Johanne Bondgaard vandt fagprøveprisen i 2021 og havde i sin fagprøve valgt at fokusere på at skabe opmærksomhed omkring salg af brandet Origins, som har fokus på det naturlige og bæredygtige.

“Man får næsten lyst til at græde, når man ser alt det emballage”

Bæredygtighed er en hjertesag for Johanne Bondgaard fra Struer. Hun er opvokset med forældre, der begge er biologer og har derfor fået naturbeskyttelse ind med modermælken.

Johanne er udlært i Matas i Struer og arbejder i dag på Frederiksberg i en Matas-butik. Johanne skulle, ligesom alle andre detail-elever, aflevere en fagprøve som afslutning på sin uddannelse som salgsassistent. En fagprøve tager udgangspunkt i en arbejdsopgave i virksomheden, som eleven skal planlægge og gennemføre i virksomheden og efterfølgende dokumentere ved en fagprøverapport.

“Jeg ville vælge et mærke der prioriterede bæredygtighed, så vi kunne få noget vækst inden for det område,” siger Johanne, som i sin fagprøve valgte at fokusere på at øge salget af mærket Origins, der har fokus på det naturlige og bæredygtige.

“Når man er i en butik, så ser man hvordan man får varer og man lærer om leverandørerne og man ser hvordan det er pakket ind. Og man får lidt ondt i maven af alt det pap og plastic. Hos Origins kunne jeg mærke, at der var tænkt lidt ekstra over det, og det var derfor jeg valgte at arbejde med dem,” siger Johanne.

Konkrete resultater fra Johannes fagprøve

Johanne havde i sin fagprøve en uge til at øge salget af Origins og lavede en række indsatser:

  • Digital markedsføring på sociale medier om Origins.
  • Udstillinger med bionedbrydelige planteskjulere som gaveæsker – i stedet for cellofan kom produkterne ned i en planteskjuler sammen med nogle frø, som man kunne plante efterfølgende. Dette blev efterfølgende også indført ved andre mærker.
  • Johanne gik i genbrugsbutikker for at finde materialer til sin udstilling.
  • Selvom kunderne ikke nødvendigvis selv efterspurgte bæredygtige produkter, så brugte Johanne Origins bæredygtige profil som salgsargument. Hendes opfordring til andre er at åbne for dialogen. Så kan det være kunderne ender med at vælge det mere bæredygtige frem for et andet produkt.
  • Johanne havde et mål om en omsætning på 20.000 kr. på en uge, men rundede samlet en omsætning på 22.627 kr.

Se en video fra Matas Struers Facebook-side, hvor Johanne fortæller om sin fagprøve

Lad os snakke mere om bæredygtighed i uddannelserne

Både brands og skoler kan godt gøre mere for at uddanne inden for bæredygtighed, ifølge Johanne. Hun oplever at den unge målgruppe interesserer sig for bæredygtighed og “selvom vi bare står og sælger”, så kan vi godt gøre en forskel, siger hun.

Flere og flere mærker begynder at gå op i bæredygtighed ifølge Johanne, men det kan godt gå hurtigere og hun mener, vi skal snakke mere om det – både i klassen og i butikkerne: “Bæredygtighed generelt synes jeg man skulle lære mere om på alle uddannelser”, siger Johanne.