Podcasts om IT i undervisningen

Podcasts om IT i undervisningen i EUD: Et dilemma, og et veloplagt panel af dygtige faglærere, der vender glæder og sorger ved it i undervisningen. 

Skal man afprøve alle de nye, fede apps, som den pædagogiske konsulent har fundet frem til? Skal man altid følge fælles beslutninger, eller er der plads til civil it-ulydighed? Hvad gør ChatGPT og kunstig intelligens generelt ved undervisningen (og måske ved lærerens faglige stolthed)?

Disse og mange andre gode og ofte også komplicerede spørgsmål, forsøger et veloplagt panel af dygtige undervisere fra erhvervsuddannelserne at finde svar på sammen med CIU. De står rundt om et bord med en mikrofon i midten. CIU læser dilemmaet op, og derfra stikker det i virkelig mange interessante retninger – og du kan lytte med! 

Lyt til podcastrækken, hvor du ellers hører dine podcasts, fx på SpotifyApple Podcasts og Spreaker.

I episoderne henvises til CIU’s nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig her.

 

Episode 1: Nye smarte apps vælter ind over mig

Dagens dilemma handler om udfordringen ved at følge med, når der hele tiden kommer nye smarte apps og teknologier, som kan inddrages i undervisningen. Center for anvendelse af it i undervisningen på erhvervsuddannelserne (CIU) er afsender af podcasten.

Her i første episode hører du også lidt om, hvem CIU er, hvordan du som lærer på en erhvervsskole kan bruge CIU, og hvad en Mini-Learning Factory er.

I panelet medvirker: Ann-Vibeke Mose som underviser på UC Holstebro, Kristoffer Risgaard Eriksen som underviser på Dalum Landbrugsskole og Rasmus Lyngsø Pedersen som underviser på Mercantec.

Episode 2: Når man disruptes af en chatbot

Dagens dilemma handler om ChatGPT, og hvordan denne nye AI-chatbot har rystet uddannelsesverdenen, i relation til den måde vi traditionelt har brugt skriftlige opgaver og prøvet eleverne ved eksamen. Dilemmaet handler også om, hvordan man som lærer kan føle sig truet på sin faglighed, når en sådan kunstig intelligens kan ligge inde med alle de svar, man ikke selv har.

Efterfølgende hører du om CIU’s tilbud til dig som lærer, hvis du vil vide mere om ChatGPT og kunstig intelligens.

I panelet medvirker: Anne Katrine Ness som underviser på Mercantec, Jens Dræby som underviser på Tietgen samt Per Thybo som underviser på Learnmark.

Episode 3: Må man godt være digital ulydig?

Dagens dilemma handler om implementering af ny teknologi på erhvervsskolen, og hvordan man som lærer kan føle sig presset af beslutninger om brug af it, som man ikke kan se meningen med. Panelet vender også blikket mod eleverne og diskuterer, hvordan de påvirkes af lærernes holdninger til og anvendelse af it i undervisningen.

Efterfølgende hører du om Det nationale elevpanel – et tiltag, der sigter mod at elevernes stemme bliver hørt i digitaliseringsdebatten. Du hører også om, hvordan data fra denne undersøgelse kan være et afsæt for skolens fremadrettede dialog, adfærd og beslutninger i relation til it i undervisningen.

I panelet medvirker: Anne Katrine Ness som underviser på Mercantec, Jens Dræby som underviser på Tietgen samt Per Thybo som underviser på Learnmark.

Har du vores næste dilemma?

Der kommer løbende nye episoder i denne podcastrække. CIU ønsker med denne podcast et rum, hvor vi kan diskutere alt det, der relaterer sig til it i undervisningen, som der ikke er entydige svar på. Fra lærer til lærer. 

Har du selv et dilemma, som du ikke kan finde det rette svar på, kan du skrive til CIU, og så får vi panelet til at diskutere det. Du vil selvfølgelig være anonym, når panelet tager dilemmaet op. 

Send dit dilemma til os

CIU - Center for it i undervisningenSkriv "Dilemma" i emnefeltetpost@ciuud.dk

Redigeret d. 13.03.23

Til forsiden