Praksisnær undervisning med digitale fortællinger

Indhold og motivation

Vi ved fra en lang række undersøgelser, at eleverne i erhvervsuddannelserne føler sig motiverede for undervisning, når den er tæt forbundet med den praksis og det fag, som deres uddannelse retter mod. Samtidig er praksisnærhed med til at opbygge identitet og faglig stolthed. 

Praksisnær undervisning i EUD kan især være en udfordring i grundfagene, men også i andre fag, hvis teorien ikke relaterer til praksis eller den virkelighed, som elevens uddannelse retter sig mod.

Digitale fortællinger er fx en film eller podcast, hvor viden formidles på en fængende måde. Digitale fortællinger fra praksis er ofte gode elementer i en praksisnær undervisning, fordi virkeligheden hentes ind i skolen. Samtidig medvirker fortællingerne ofte til at styrke elevernes motivation og faglige stolthed.

Målgruppe

Forløbet henvender sig både faglærere og grundfagslærere, som ønsker at arbejde med praksisnær undervisning med digitale fortællinger.  

Vi opfordrer til, at man deltager sammen med en kollega i forløbet (max to lærere pr skole). 

Det kræver ingen specifikke it-forudsætninger at deltage.

Formål og læringsudbytte

Formålet er at udvikle digitale fortællinger i form af film eller podcast til brug for praksisnær undervisning

Ved deltagelse opnås viden om: 

  • Praksisnær undervisning 
  • Digitale fortællinger 
  • Film- og podcastmediets forcer i relation til fortælling 

Færdigheder i: 

  • At lave film eller podcast – fra idé til færdigt produkt, hvilket omfatter arbejde med idé, koncept, indholdsplan, manus, interviewteknik, fortælleteknik, optagelse, redigering og udgivelse 
  • At arbejde didaktisk med film og podcast (didaktisk design) 

Kompetencer til:

  • At inddrage film og podcast i en praksisnær undervisning

Vigtige datoer

Forløbet består af fire fabriksdage, som afholdes: d. 07.09.22, d. 05.10.22, d. 15.11.22 og d. 07.12.22.
Disse dage er med fysisk fremmøde i Odense og foregår fra kl. 09.00-15.oo.

Derudover er der online sparringsmøder mellem fabriksdagene med sparing og opfølgning d. 27.10.22 og d. 08.02.23 kl. 14.00-15.00.

Forløb

Fabriksdagene veksler mellem inspirationsoplæg og arbejde med eget projekt. Deltageren skal være indstillet på at tilegne sig nye færdigheder på egen hånd i perioderne mellem fabriksdagene. 

Produkt

I en Learning Factory udvikler deltageren et produkt. I denne Learning Factory er produktet en digital fortælling i form af en film eller en podcast til brug for undervisningen. 

Produktet afprøves på egen skole i et didaktisk design. Udvalgte produkter formidles efter aftale i CIU’s digitale katalog til inspiration og brug for andre skoler.

Se tidligere deltageres udviklede produkter.

Frikøb og arbejdstimer

CIU tilbyder også i 2022 frikøb på 20 timer pr. lærer pr. skole, dog max 40 timer, svarende til to lærer pr. skole. Derudover forventes det, at skolen selv bidrager med minimum 50 ekstra timer i forløbet. Vi anbefaler, at skolen afsætter 70 timer i alt til forløbet inkl. frikøb. Timetallet er vejledende, da det samlede antal timer i forløbet varierer alt efter projektets størrelse. 

Tilmelding

Pladser på forløbet fordeles efter først-til-mølle-princippet. Tilmeld dig her