Erhvervsskolen CELF – Nykøbing Falster

Spot på en skole

Erhvervsskolen CELF – Nykøbing Falster

 

”Vi vil tilbyde eleverne fleksibel, helhedsorienteret, tværfaglig, dynamisk læring 24/7 – 365!” Sådan siger skolens it-pædagogiske konsulent, Per Mortensen i september 2019. Og så ambitiøs kan man være, når det handler om at intensivere indsatsen for at få endnu flere unge til at tage ansvar for egen læring og uddannelse. Ambitionen har sat gang i en længere digital udviklingsproces, og selvom Per Mortensen er begejstret, så understreger han også, at tingene ikke sker af sig selv. Det er tværtimod ”hårdt arbejde, der tager tid!”

Den didaktiske og pædagogiske udfordring

Som mange andre erhvervsskoler har CELF på Lolland Falster implementeret et digitalt ’Learning Management System’ som en del af svaret på den didaktiske udfordring: Hvordan sørger vi for at møde hver enkelt elev, der hvor han/hun er? Og hvordan støtter vi bedst muligt eleven i uddannelsesforløbet?

CELF tømrer

Når man, som på CELF, sætter didaktikken først, så betyder det bl.a. at digitale platforme og værktøjer i sig selv er uinteressante. Men de bliver interessante, når de kan spille sammen med og understøtte den analoge læring, der foregår i værksteder og teorilokaler. Derfor skal LMS-systemet ikke blot være en filopbevaringsplatform, men et pædagogisk koncept.

På CELF har man derfor gennem et par år udviklet et koncept for den digitale læring, der tager udgangspunkt i en ny sammensætning – og til dels nyfortolkning – af forskellige kendte teorier og læringsmodeller. 14 af disse modeller er samlet i en CELF-model, hvor der hele tiden er fokus på kerneydelsen: Elevernes læring!

Formålet har været, at eleverne skal opleve, at læring er dynamisk. At den nødvendige understøttelse leveres ’just in time’, så de hele tiden holdes i flow. Et andet must har været at ændre undervisningen fra ’bagdel-til-bænk-undervisning’ til ’learning by doing’. Når lærerrollen ændres til at være facilitator og aktiv i at danne (lærings)relationer til den enkelte elev, får eleverne mulighed for at tage ansvar for egen læringsprogression.

CELF er i fuld gang med implementeringen af de digitale læringsmodeller og kan allerede nu se et kæmpe potentiale i at nytænke de gængse læringsformer og tænke dem ind i et digitalt koncept, der understøtter elevernes læring.

 

Fra kompetencemål til konkrete opgaver

Som en del af det forarbejde har lærerne i et efteruddannelsesmodul, Digitek, bl.a. arbejdet med at ’oversætte’ fagenes kompetencemål til lokale undervisningsplaner og videre til helt konkrete værkstedsopgaver, der udformes, så eleverne kan tilgå dem på den digitale platform.

Opgaverne findes i forskellige udgaver: F.eks. som traditionel tekstfil, som lydfil, hvor læreren læser opgaven op, og endelig som video, hvor læreren både forklarer og viser, hvad der skal laves. Ud over opgavebeskrivelserne lægger lærerne ekstra materiale op. Det kunne være øvelser, quizzer eller instruktionsvideoer, så der både er støttende materiale til de elever, der har brug for det, og ekstra materiale til de elever, der har brug for flere udfordringer.

Det er et stort og tidskrævende arbejde at udvikle og vedligeholde et digitalt materiale. Men god planlægning af stilladserede forløb, hvor opgaverne kommer i en logisk rækkefølge, så man hele tiden skal bruge det, man tidligere har lært, giver bonus i sidste ende. I den daglige undervisning får man mere tid til de elever, der har behov for lærerens hjælp, mens de selvstændige elever får en ramme at være selvstændige i.

Mere om CELF og deres digitale udviklingsproces

Erhvervsskolen CELF har afdelinger i Nykøbing Falster og Nakskov. Den tilbyder en bred vifte af erhvervsuddannelser (EUD, EUX Teknisk, EUX Business) og har ca. 1100 EUD-elever.

For 3 ½ år siden begyndte skolen en længere proces henimod at implementere brugen af Praxis’ Moodle-platform. Samtidig udviklede skolen sammen med Københavns Professionshøjskole et uddannelsesmodul: Digitek. I stedet for at sende underviserne på efteruddannelse enkeltvis finder undervisningen sted på skolen for en hel gruppe lærere. Hermed forbindes teorien til lærernes daglige praksis og er med til at udvikle denne. Foreløbigt har modulet været udbudt til EUD-lærerne, men de næste forløb er på tegnebrættet sammen med et internt kursus for pædagogiske ledere og et kursus for den lærergruppe, der allerede har opnået de ministerielt krævede undervisningskompetencer.

CELF tømrer LMS-system

Værkstedsfag og grundfag

For skolen er det en særlig pointe, at værkstedsfagene og grundfagene skal arbejde tæt sammen. Som faglærer skal man hele tiden overveje, hvornår det giver mening at inkorporere f.eks. matematikundervisning i værkstedsundervisningen. På samme måde skal matematiklæreren ud i værkstedet og se, hvad der faktisk foregår, og hvordan matematiske begreber kan knyttes til opgaverne i værkstedet. På den digitale platform kan matematikopgaver så lægges i umiddelbar tilknytning til værkstedsopgaver, så eleverne lærer matematikken lige der, hvor de har brug for den.

Eleverne: Læreren kan ikke undværes

På elevsiden er der en klar tendens til bedre fastholdelse, højere karakterniveau og større tilfredshed med undervisningen, og spørger man dem, så er de glade for at kunne tilgå materialet digitalt. Nu behøver de ikke stå og vente på læreren, men kan forsøge at komme videre selv, og de kan vende tilbage og læse, høre eller se en opgave flere gange. Hvis de har været syge, kan de arbejde ekstra og indhente resten af holdet.

Men de understreger også, at en digital platform aldrig kan erstatte hverken værkstedsarbejdet eller læreren. I en uddannelse til håndværker er man nødt til at have tingene i hænderne. Og det er læreren, der skal se, hvad man laver, og sige god for det. Og selvom opgaverne med deres forskellige udformning kan imødekomme forskellige læringsstile, så kan læreren på en helt anden måde tager individuelle hensyn, forklare tingene med nogle andre ord eller lige vise, hvordan man holder helt rigtigt på stemmejernet.

Derfor er det også vigtigt, at lærerne i deres team selv planlægger, opbygger og afvikler deres undervisningsforløb gennem et målrettet arbejde med den lokale undervisningsplan, og at de selv laver deres undervisningsmateriale i form af f.eks. instruktionsvideoer. Det skaber en genkendelighed i forhold til den konkrete lærer og det konkrete værksted og værktøj, der er vigtig, når man skal forstå forklaringen.

På den måde understreger eleverne på smukkeste vis, at det ikke handler om digitalisering i sig selv, men hvordan digitaliseringen og sammenkoblingen med nye læringsmodeller er med til at give dem bedre læringsbetingelser og dermed en bedre vej til svendebrevet!

Vil du vide mere?

CIU var i september på besøg på CELF. En udfoldet beskrivelse af CELF’s erfaringer med implementering og brug af en digital platform vil blive offentliggjort i CIU’s kommende katalog.

Kataloget skal inspirere til god brug af digitale platforme og værktøjer ved at præsentere eksempler på skolernes didaktiske overvejelser, eksempler på brug af konkrete værktøjer samt eksempler på relevant forskning inden for feltet.