Antallet af årligt solgte cobots i Danmark forventes at stige fra under 100 i 2020 til tæt på 1.000 i 2030! Vil man som virksomhed gerne kunne konkurrere på fleksibilitet og små produktionsserier, kan Cobots være en vital vej til at fastholde sin konkurrenceevne og samtidig kompensere for mangel på arbejdskraft. En mangel som også forventes at stige til, at man vil mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked i 2030.

Undersøgelser viser, at virksomhederne savner kompetencer og viden, når de skal beslutte, hvordan de skal implementere kollaborative robotter i deres egen produktion.

– De fleste kan gå ud og købe en cobot og stille den op i produktionen. Men det kræver kompetencer og viden at blive dygtig til at se og udnytte mulighederne, som den har. siger Kurt Nielsen, der er centerchef ved Teknologisk Institut.

Derfor er vi gået sammen med Industriens Fond, Teknologisk Institut, rådgivningsvirksomheden Implement Consulting Group og Nationalt Videnscenter for Automation og Robotteknologi Nord om projektet Cobot Knowledge Lab 2.0.

Projektet skal være med til at udvikle virksomhedernes kompetencer inden for Cobots, så de lettere kan få bedre udbytte af robotterne og deres muligheder. Vi glæder os til at klæde virksomhederne bedre på til denne vigtige opgave.

Er du nysgerrig på at vide mere om projektet? Eller kender du en virksomhed, som burde deltage i projektet? Læs den fulde pressemeddelelse fra Teknologisk Institut.