Dato / Tid

5. oktober 2022

Kl. 14:00 - 15:00

Sted

Online via Teams

Bliver maskinerne superintelligente, og hvad sker der så? Hvad sker der, når teknologi rammer mennesker? Det er spørgsmålet, som har forfatter, foredragsholder og digital strateg, Peter Svarre, beskæftiget sig med i 25 år. Kom med på videnscentrets webinar og hør mere om den spændende udvikling.

Kunstig intelligens stormer frem på alle områder. De kan køre biler, male billeder som Van Gogh, skrive som Hemingway og føre tilsyneladende meningsfulde samtaler. Det er ikke svært at forestille sig, at hvis udviklingen fortsætter med samme hastighed, så kommer vi til at stå ansigt til ansigt med superintelligente maskiner inden for de næste ti til tyve år.

Bliver det enden på menneskeheden eller begyndelsen på en helt ny lykkelig fase i vores historie? Eller er idéen om superintelligens i virkeligheden en gang utopisk teknosludder opfundet af teknologigiganter, som gerne vil sælge deres kunstige intelligenser til virksomheder og politikere?

Få svarene i dette oplæg af Peter Svarre, forfatter til bogen Hvad skal vi med mennesker?, som handler om kunstig intelligens og de politiske, økonomiske og etiske dilemmaer, der følger i kølvandet på tænkende maskiner.