Konkurrencen, der for første gang nogensinde skal foregå LIVE på HI-messen i Messecenter Herning den 3. - 5. oktober, er kun 1,5 uge væk, og vi kan næsten ikke vente længere. Derfor var spændingen heller ikke til at tage fejl af, da 14 unge håbefulde talenter trådte ind ad døren til den første træningscamp, der skal bane vejen for de kommende mestre i DM i 3D-print.

For at forberede deltagerne bedst muligt til den intense dyst, har vi i år arrangeret to træningslejre forud for selve konkurrencen. Det har vi valgt at gøre for at sikre, at alle elever er rustet med de nødvendige værktøjer og viden til at konkurrere på lige fod.

På denne første træningscamp var fokus på, at eleverne skulle stifte bekendtskab med hinanden på tværs af holdene og møde de to coaches, Kasper Moesgaard fra AM Learning Lab og Jesper Heltzen fra Center for Industri. Disse erfarne herrer vil ledsage deltagerne hele vejen til mesterskabet og støtte dem gennem de fem opgaver.

Deltagerne blev selvfølgelig også lært op i nogle af de teknikker, som de skal bruge i konkurrencen. Derfor havde Kasper og Jesper inviteret Jacky Højen Thomsen fra Zebicon for at introducere dem til 3D-scanning. Der blev fulgt godt med under demonstrationen fra Jacky, og deltagerne fik også lov til selv at prøve kræfter med den scanner de skal bruge til konkurrencen.

Det var tydeligt, at spændingen og begejstringen ulmede blandt de unge talenter, og selvom der dog kunne spores lidt paniske blikke et par stedet i lokalet henover dagen, så var der stadig god stemning, og da vi spurgte industriteknikerelev Christian Helmensen fra NEXT København lidt indtil, hvorfor han havde tilmeldt sig konkurrencen og hvad han glædede sig mest til, så lød svaret ”Jeg vil gerne udfordre mig selv og prøve noget nyt, og jeg glæder mig til at se opgaverne, og til at hænge ud med de andre deltagere”

Eleverne er ikke de eneste der er glæder sig, det gør vi også. Vi lover dig, at du ikke har lyst til at gå glip af DM i 3D-print 2023. Derfor er du også inviteret til at komme forbi d. 5. oktober, når vi kårer vinderen.

Vi har arrangeret en spændende paneldebat med chefkonsulent i Dansk Industri, Michael Boas Pedersen, uddannelsesleder hos Grundfos, Jesper Kvistgaard og uddannelsesdirektør Martin Lyhne Holmgaard. Bagefter kårer vi årets vindere af DM i 3D-print og byder på et lille glas bobler.

Følg linket herunder og få en gratis billet til HI-messen. Du skal bare bruge invitationskoden: hi23-VAR

 

(DM i 3D-print er arrangeret i samarbejde med Videnscenter for Automation og Robotteknologi (syd), Videnscenter for Håndværk, Design og Arkitektur, Center for Industri, Dansk AM Hub, AM Learning Lab og Messecenter Herning)