Spændende perspektiver i nyt 3D-center på Herningsholm

Videnscentret deltog i åbningen af det nye AM LearningLab Herningsholm og fik indblik i de spændende muligheder for samarbejde, videndeling og netværk inden for 3D-print og Additive Manufacturing.

3Dverkstan og Danrobotics viste løsninger på 3D-metalprint med et meltio laser 3D-printhoved.

AM Learning Lab Herningsholm blev for nyligt indviet i lokaler på Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier, og her deltog videnscentret for at støtte op om 3D-centret. 3D-printteknologien og hele Additive Manufacturing-området er nemlig vigtige fokusområder for videnscentret.

“Der er så mange muligheder inden for 3D-print i plast og metal samt 3D-scan, og det er vigtigt, at uddannelsesinstitutioner og virksomheder følger med i udviklingen på området og lærer af hinanden,” siger videnscenterchef, Jesper Ekstrand Madsen.

På åbningsdagen var der mulighed for at se og afprøve 3D-print- og scannerudstyr inden for metalprint og print i plastmaterialer. Samtidigt kunne man møde virksomheden 3DVerkstan, som har kontor og showroom hos AM Learning Lab Herningsholm.