Videnscentrets og Mercantecs event Summer Hackathon er netop løbet af stablen på Mercantec i Viborg. Her kunne eleverne fordybe sig i tre meget relevante spor og få nye bekendtskaber.

Elever på sporet Hack the Box til Hackathon i uge 26 på Mercantec i Viborg.

Summer Hackathon er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor erhvervsskoleelever får fem dage til at fordybe sig i et emne, der er yderst samfundsrelevant.

De tre spor var netværksbootcamp, hack the box eller machine learning.

På netværkssporet fik eleverne mulighed for lege med forskellige netværksprodukter, bl.a. Access Point, switch, router og firewalls, og det var også muligt at prøve at kræfter med udstyr fra Fortinet, HP, Aruba og Cisco.

På machine learning-sporet fik eleverne lejlighed til at programmere helt fra bunden og fik bl.a. udleveret et bilspil, hvor det gjaldt om at programmere bilen, så den kørte af sig selv og helst hurtigere end de andre ved hjælp af en machine learning-teknik, som hedder Genetic Algorithm (GA).

Hacker-sporet tog udgangspunkt i Operation Dante, som er et begyndervenligt, sjovt og udfordrende værktøj til at lære forskellige hackingmetoder.

Ugen bød også på hygge og var en god måde for eleverne at opbygge nye relationer og sparre med andre med de samme interesser.