Et Robotbrag fuld af robotter, nysgerrige elever og glade undervisere

Robotbrag 2022 er netop løbet af stablen i Odense med både en dag med fokus på industrien og en dag i læringens tegn. De to Videnscentre for Automation og Robotteknologi (Nord og Syd) arrangerede læringsdagen i samarbejde med Teknologisk Institut og DIRA.

Fredag var læringsdag på robotmessen i Odense, og det betød, at over 600 elever og undervisere strømmede til for at se og afprøve droner, Dobots, svejsesimulatorer, kollaborative robotter og meget andet.

Videnscenterchef i Videnscenter for Automation og Robotteknologi (Nord), Christoffer Boserup Skov, havde æren af at åbne læringsdagen på robotmessen. I sin åbningstale lagde han vægt på, at eleverne skulle gå ind til messen med åbent sind og nysgerrighed, for mange af eleverne kommer i fremtiden til at arbejde med robotter og automation, og det kræver, at man går til ny teknologi med en god portion videnbegær og lærevillighed.