8. klasser spiller robotbingo til virtuel brobygning på TECHCOLLEGE

Over hele landet har brobygning været udfordret af coronarestriktioner. I stedet for at lade sig hæmme af det har TECHCOLLEGE i Aalborg tænkt ud af boksen og udviklet et virtuelt koncept, hvor grundskoleelever tages med på en uddannelsesrejse med afsæt i Aalborg Lufthavn.

Coronanedlukningen af landets folkeskoler har tvunget mange erhvervsskoler til at tænke kreativt og digitalt i forhold til brobygning. Og det er netop, hvad TECHCOLLEGE i Aalborg har gjort med deres virtuelle brobygning.

Med udgangspunkt i Aalborg Lufthavn som arbejdsplads kommer elever fra områdets 8. klasser ud på en spændende rejse, hvor de skal prøve en masse erhvervsuddannelser af og blive klogere på dem samt EUX.

På fagretningen ’Konstruktion, produktion og biler’ får eleverne set, hvordan skolen blandt andet arbejder med noget af den nyeste robotteknologi. Engagerede faglærere har nemlig udviklet et robotbingo. Det går kort fortalt ud på, at eleverne ud fra små hints skal gætte, hvilke uddannelser der gemmer sig bag de forskellige låger. Det kan være smed, teknisk designer, personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker, flymekaniker eller industritekniker. Til sidst er en robotarm programmeret til at vælte lågerne ned, så eleverne kan se de rigtige svar.

I alt lægger mere end 100 8. klasser vejen forbi TECHCOLLEGEs virtuelle brobygning i foråret 2021.

Har du spørgsmål?

Line Vinterberg FrandsenViden- og projektchef2526 6204lvfr@techcollege.dk