Fra 1. januar 2021 er erhvervsskolen Mercantec i Viborg blevet værtskole for det nationale center Videnscenter for automation og robotteknologi. De sidste fire år har værtskabet været hos TECHCOLLEGE.

 

Videnscenteret består stadig af de fem partnerskoler TEC, NEXT, EUC Nordvest, TECHCOLLEGE og Mercantec. Formålet er bl.a. at formidle og vidensdele den nyeste ekspertviden, så landets erhvervsskoler har mulighed for at kvalificere fremtidens arbejdskraft inden for automation og robotteknologi.

I forbindelse med overdragelsen er Christoffer Boserup Skov blevet ny videnscenterchef og han glæder sig til opgaven:

– Videnscenteret har en utrolig vigtig og spændende samfundsopgave: Vi skal sørge for, at vi landets erhvervsskoler får de bedste betingelser for at have gode faglærere, der kan give deres kundskaber videre til nye, dygtige elever, der på den måde bliver klar til arbejdsmarkedet. Og det er et arbejdsmarked i hastig forandring, så det er helt essentielt, at vi lærer at forstå og mestre de nye teknologier inden for automation og robotteknologi.

Videnscenteret har i næste periode, der løber fra 2021 til 2024, et strategisk fokus på både vidensopbygning, udvikling af undervisningsmaterialer og eksterne aktiviteter. Videnscenteret udbyder en lang række gratis aktiviteter som fx faglærerworkshops, webinarer, teknologidage, take away kurser og gratis undervisningsmaterialer.