De tre automatikteknikelever Mikkel, Nicklas og Kristoffer fra TEC indvier os i deres svendeprøveprojekt, hvor de blandt andet skal arbejde med et PLC-styret anlæg.

For enden af transportbåndet ved 4. arbejdsstation på TEC er automatikteknikereleverne Nicklas, Kristoffer og Mikkel i gang med deres svendeprøveprojekt.

De er blandt uddannelsens dygtigste elever, og nu skal det vise sig, om ambitionerne holder. Dybt fokuseret er de i gang med programmeringen, så robotten kan kende forskel på elementer, skille dem ad, og løfte og flytte dem fra ét transportbånd til et andet.

Programmering og alsidighed i automatikteknikeruddannelsen er det, der motiverer.” Det er fedt, at uddannelsen er bred. Du får viden om mange ting”, fortæller Nicklas. ”…og så er det afvekslende arbejde”, tilføjer Mikkel.

 

Skarpe hjerner, teknisk formåen og samarbejde

Elevernes svendeprøveprojekt består i at samle et PLC-styret anlæg med RFID (Radio Frequency Identification) – små brikker, der indeholder data, som overføres trådløst. Anlægget består af et transportbånd, sorteringsmodul og en UR robot.

Eleverne skal montere ledninger fra en styretavle til anlægget og programmere det, så alle delene spiller sammen. Derefter kan transportbåndet føre elementer til sorteringsmodulet, der farvesorterer dem, hvorefter en robot griber et element og flytter det til et andet modul, eller adskiller ét element fra et andet. Processen i arbejdet spiller en vigtig rolle her. En del af projektet går også ud på at risikovurdere anlægget, så man undgår personskader, samt lave en vedligeholdelsesplan, så anlægget fungerer optimalt.

Det er fascinerende at se hele anlægget i bevægelse – at det løser de opgaver, det er programmeret til. Endnu mere fascinerende er eleverne, der med deres skarpe hjerner og tekniske formåen har programmeret det hele. For anlægget kan ikke tænke selv. Der står professionelle fagfolk med en faglig ekspertise bag ethvert teknologisk hjælpemiddel.

Projektets opgaver løser eleverne i fællesskab. Det stiller store krav til deres samarbejdsevner og kommunikative egenskaber og dem bestrider de alle tre, for selvom de har hver deres ansvarsområder, er det vigtigt, at de har en fælles viden om hele projektet. Den fælles forståelse er tydelig, når man ser eleverne i aktion.

 

Automatikteknikeruddannelsen åbner flere døre til arbejdsmarkedet

Automatikteknikeruddannelsen byder på alt fra programmering af PLC (Programmable Logic Control) til færdigheder inden for blandt andet procesregulering, motorstyring, tavlebygning og maskinsikkerhed.

Særligt i arbejdet med robotterne får eleverne deres innovative idéer forløst i takt med programmering af anlægget, der styres af hydraulik (væske), pneumatik (luft) og elektronik.

Uddannelsens alsidighed afspejler sig i de planer, Nicklas, Kristoffer og Mikkel har for deres fremtid. Niklas går med en maskinmester i maven. Kristoffer overvejer at blive rejsemontør for sin nuværende læreplads, Vestergaard Company, og servicere internationalt, og Mikkel drømmer om at læse til automationsteknolog og lave radarsystemer i Forsvaret.

 

Et kreativt vidensmiljø

På TEC er målsætningen at ruste de unge til et arbejdsmarked, som er i fuld gang med den teknologiske omstilling. Eleverne skal bruge alt, hvad de lærer på uddannelsen i deres afsluttende svendeprøveprojekt. Videnscenter for Automation og Robotteknologi på TEC har bidraget til at skabe et kreativt vidensmiljø for automatikteknikerne, som de tager med sig ud i deres videre arbejdsliv.

Nicklas Enggrob Lørval (Aasted ApS), Kristoffer Kielberg Nielsen (Vestergaard Company) og Mikkel Aarestrup Nielsen (Haas-Meincke A/S) dimitterer fra TEC med en bred og velfunderet viden om blandt andet automation og robotteknologi og er yderst kompetente til at imødekomme arbejdsmarkedets krav og ønsker, også internationalt.