Et af de seneste skud på efteruddannelsesstammen hos TECHCOLLEGE er nu skudt godt i gang, da første udgave af tre nye svejserobotkurser er påbegyndt. For især én af de første fem kursister er det utroligt relevant, da en robotarm venter på ham, når han vender tilbage til sin arbejdsplads.

– Hvis vi sætter den her…
Torben Jørgensen trækker robotarmen ned og sætter sig på hug, så han bedre kan se.
– Og så bare lige…
Han skubber op på den bagerste del af armens yderste led, så vinklen bliver lidt skarpere.
– Sådan der. Tror du så ikke, det er godt?
Robert Lukacs går rundt om bordet og tjekker fra alle leder og kanter.
– Jeg tror, det er fint, lyder konklusionen.
Foran de to herrer står en svejserobot nærmest tårnende ind over ’emnet’, som det hedder; en metalring, der skal svejses fast på en metalplade.
– Det, der gør det svært, er de her to opstandere, der også skal svejses på i samme ombæring, fortæller Torben.
– Det giver nogle svære vinkler og flere punkter, man skal være opmærksom på. Men altså… Det ville også være svært at svejse i hånden.
Han ved, hvad han taler om. Han blev udlært klejnsmed i 2004, og han har ikke arbejdet med andet i de sidste 15 år.

Nu er han på visit på TECHCOLLEGE, hvor han som en af de første er igennem et af skolens nyeste efteruddannelsestilbud: tre moduler om brugen af svejserobotter. Han har arbejdet med større svejserobotter før, da han arbejdede på store kedler, men præcisionsarbejdet, som robotten fra Migatronic kan udføre, er han ikke vant til.
Og det er meget heldigt, at han kunne komme på kurset netop nu, for når han vender tilbage til sin arbejdsplads hos Treco, venter sig en arbejdsstation stort set magen til.
– Så der skulle blive rig mulighed for at lege lidt og få øvet sig, siger han med et grin, inden han igen vender opmærksomheden mod ’emnet’.

De tre kurser tager er en slags tretrinsraket. Første kursus har fokus på basisprogrammering og det grundlæggende, mens andet kursus bygger oven på med dybere kendskab til robotternes mere avancerede funktioner, fejlfinding i programmeringen og – ikke uvæsentligt – evnen til at kvalitetsvurdere resultaterne. Sidste kursus har fokus på robotsvejsning med TIG/Plasma-processer, ligesom der undervises i kalibrering i robottens TCP … til dem, den slags siger noget.

Så langt er Robert og Torben dog ikke endnu. De er i gang med andendagen i kursus nummer 2, så der kigges især på deformationer.
– Skal vi køre en test? Robert nikker.
Robotarmen nærmest glider gnidningsfrit rundt om metalstykkerne, mens Robert og Torben spændt følger med, tjekker vinkler og vurderer afstand. På øjemål, forstås.
Testkørslen forløber som forventet, så de bliver enige om at køre en rigtig kørsel med svejsetråd, gas og hele pivtøjet.
Igen følges der spændt med. Denne gang ikke bare med øjnene, men hele kroppen. Da robotarmen trækker sig tilbage, stikker både Robert og Torben snuden helt ned til emnet igen. Det hele vurderes og der bliver givet high five. Den del kan robotarmen ikke være med på. Endnu.
– Det ser da meget godt ud. Jeg kunne ikke have gjort det bedre i hånden, tror jeg ikke. Den kan du s’gu ikke puste hul i, siger Torben henvendt mod underviser Michael Rømer, der er stødt til for at se, hvordan svejsningen gik.
At ’puste hul’ i refererer til testen af svejsningerne. Emnet fyldes med vand, og så blæser man med en kompressor mod svejsningerne. Hvis der kommer bobler i vandet, ja… Så er svejsningerne utætte.

Mens de venter på, at resultatet køler lidt ned, har Torben Jørgensen tid til lige at vurdere de seneste dages kursus.
– Det er et rigtigt fint forløb på den måde, at der bliver bygget godt på. Først i teorilokalet og så herude ved robotterne bagefter, fortæller Torben Jørgensen.
– Der er alligevel ret mange ting, man skal huske at tænke over, når man programmerer den. Så det er rigtigt fint med noget teori først, men det er først, når man står med det i hænderne, at man egentlig lærer det.
Heldigvis føler han, at han nu er godt klædt på til at komme tilbage til Treco og ’lege med sin egen robotarm’, som han siger.
– Så kan jeg nok være med i 15 år mere, griner han.
Og hvis der kommer mere nyt – og det gør der jo nok – så kan TECHCOLLEGE nok også finde et kursus, der kan undervise ham i det.